Abstract

‘2001: A Space Odyssey’ is an extraordinary film about evolution and space travel. It was made by the famous film director Stanley Kubrick along with the legendary science fiction writer Arthur C. Clarke. Clarke also wrote a novel of the story while writing the screenplay. I intend to look at the civilisation criticism in the movie. To do this I will analyse the movie itself and also look at the language of the film. I also intend to include the novel so I can compare the civilisation criticising themes and how they are treated differently in the two incarnations of ‘2001′. There is a lot of civilisation criticism in both the novel and the movie, which comes across in several ways, especially when you look at the evolutionary part of the story. In the first chapter of the movie we see a tribe of apes who encounter a mysterious black monolith and learn to use a bone as a tool, more specifically, as a club which they use to kill. In the second chapter we meet HAL 9000, a self aware, intelligent and seemingly friendly computer created by man. The violent nature of man however is passed on to Hal and the consequences are tragic. With this and the other powerful themes of ‘2001′ Kubrick and Clarke shows us that we are not necessarily as evolved as we sometimes like to think

Indledning

Science fiction genren har altid været anset som useriøs af mange. Det kan på sin vis godt forstås, da det videnskabelige, især på film, ofte bliver skubbet i baggrunden og fortællingen egentligt bare er ren fantasy. God science fiction derimod lægger naturligvis vægt på det videnskabelige og bruger videnskaben til at undersøge fremtidens muligheder. Et af de bedste eksempler på god science fiction er Stanley Kubricks film ‘2001: A Space Odyssey’. Efter hans succes med koldkrigsfarcen ‘Dr. Strangelove’ rettede Kubrick blikket mod stjernerne og kontaktede Arthur C. Clarke med henblik på at lave “The proverbial good science fiction movie”[1]. Projektet resulterede i en af de mest interessante film der nogensinde er lavet. Ikke bare fordi filmen havde de mest realistiske skildringer af det ydre rum nogensinde set, takket være banebrydende special effects, men også fordi Kubrick og Clarke lavede en fortælling med en enorm filosofisk dybde. ‘2001: A Space Odyssey’ er den dag i dag en af de højest ansete science fiction film[2] og det er velfortjent. ‘2001′ er hundrede procent science fiction en genre der ellers altid har været, og fortsat bliver, mikset med action eller gys.

I denne analyse vil jeg undersøge civilisationskritikken i ‘2001′, da jeg synes at værkets hovedpointe netop er at understrege menneskets position i universet og i vores egen evolution og således på sin vis belære folk om at der er mere end de småting vi går og roder med i vores liv. Et andet centralt civilisationskritisk hovedtema i bogen såvel som filmen er forholdet mellem mennesket og dets værktøj, værktøjets udvikling til komplicerede maskiner og hvor maskinerne selv bliver menneskelige. I min analyse vil jeg inddrage en bestemt sekvens fra filmen, der siger noget om det civilisationskritiske aspekt, jeg vil ud fra denne sekvens undersøge filmsproget og kigge på hvordan det påvirker filmens fremstilling af de førnævnte temaer. Jeg vil også inddrage Arthur C. Clarkes romanudgave af ‘2001: A Space Odyssey’, som han skrev løbende med filmen[3], med henblik på at undersøge forskellene og lighederne mellem de to genrer og hvordan romanens civilisationskritik fremstilles i forhold til filmens.

Analyse af 2001: A Space Odyssey

Filmen starter for tre millioner år siden i et forhistorisk Afrika hos en stamme tidlige menneskeaber. De er svage og lette ofre for vilde dyr. Nær dem bor en rivaliserende stamme, som de skændes med over et mudret vandhul. En dag dukker der en stor sort rektangelformet sten op foran deres hule. Menneskeaberne er først bange for den, men omkranser den alligevel hurtigt og rører ved den. En dag hvor stammen som sædvanligt er ude og lede efter mad, lærer en af dem at bruge en knogle som et våben. Stammen bruger denne opdagelse til at slå adskillige tapirer ihjel og bliver således kødædere. Endnu en konfrontation med den rivaliserende stamme resulterer i, at menneskeaben med knoglen dræber en af hans fjender. I triumf kaster han sit våben op i luften. Tre millioner år senere følger vi Dr. Heywood Floyd på hans rejse til månen. Han er udover kabinepersonalet den eneste passager på turen. Han lander midlertidigt på en rumstation hvor han kort snakker med sine russiske kollegaer, som har hørt rygter om en epidemi på den månebase han er på vej til. Floyd nægter dog at sige noget om sagen og fortsætter sin rejse med et landingsfartøj. På månen holder forskerne møde og vi lærer at epidemien blot er en dækkehistorie der har til formål at skjule den rigtige opdagelse, nemlig det første bevis på intelligent liv i rummet. Floyd og hans kolleger tager ud til udgravningen hvor en stor sort monolit, magen til den der dukkede op hos aberne, er blevet gravet frem. Den blev begravet for tre millioner år siden. Forskerne stiller sig op til et gruppebillede og da solen rammer monolitten for første gang hører mændene en frygtelig hyletone i deres hjelme. Atten måneder senere er rumskibet Discovery på vej til planeten Jupiter. Skibets besætning består af fem mand og skibets intelligente computer HAL 9000. Tre af mændene er holdt i dvale for at spare på ressourcerne under rejsen. Kun Frank Poole, David Bowman og Hal er vågne under turen. De to mænd lever en rutinepræget tilstand under skibets færd til Jupiter, de holder øje med at alt går som det skal, ser tv og spiller skak mod hal. Men så rapporterer Hal en fejl i skibets antenne og Bowman og Poole beslutter sig for at skifte den fejlslagne enhed ud. Efter en kort rum vandring konstaterer de dog at der intet var galt med den udskiftede enhed og rapporterer tilbage til mission control på jorden. Mission control fortæller at de har rådført sig deres to egne 9000 computer og er overbeviste om at Hal har lavet en fejl. De giver Bowman og grønt lys til at sætte enheden tilbage, for at teste om Hal alligevel kunne have ret. De to astronauter sætter sig ind i en af skibets rumkapsler for at kunne snakke udenom Hal. De bliver enige om at slukke ham hvis han viser sig at havde taget fejl. Hal mundaflæser hele denne samtale gennem kapslens vindue. Da Poole igen er ude i rummet, for at udskifte enheden, tager Hal kontrol over rumkapslen og dræber ham ved at slynge ham ud i rummet. Bowman tager en anden rumkapsel for at hente hans lig, men da han kommer tilbage til Discovery nægter Hal at lukke ham ind og dræber samtidig resten af besætningen ved at slukke for deres frysekamre. Bowman trænger ind gennem en nødsluse i skibet og deaktiverer Hal ved at bid for bid slukke for hans elektroniske hjerne, mens den hjælpeløse computer trygler for sit liv. Da Hal er ude af spillet dukker en videobesked op på en tv-skærm. Det er en optaget besked fra Dr. Floyd, som fortæller om missionens rigtige formål. Videoen skulle have været vist da Discovery planmæssigt var nået frem til Jupiter. Floyd fortæller at Hal hele tide har haft kendskab til missionens rigtige formål, som var at undersøge det signal som monolitten på månen sendte mod Jupiter. I filmens sidste kapitel er Discovery nået til Jupiter. I rummet omkring planeten svæver den tredje monolit. Bowman forlader skibet i den sidste rumkapsel og flyver mod monolitten. Da han kommer nærmere åbner der sig en ’stjerneport’[4] og vi ser syret rejse gennem porten, med mange farver, underlige landskaber og nogle svævende geometriske former som måske er rumskibe. Efter rejsen er Bowman endt i noget der minder om et hotelværelse. Han sidder stadig i kapslen som holder midt i lokalet. Han ser sig selv udenfor kapslen, stadig med rumdragt på, men med gråt hår og et rynket ansigt. Senere sidder han ved et bord, i en fin kåbe og spiser denne gang endnu ældre og til sidst ligger han i sengen, som en døende gammel mand. Han strækker sin hånd ud efter monolitten som nu står for foden af sengen. Pludselig er han blot et foster. Så forlader vi værelset og er tilbage ved jorden hvor barnet svæver i sin kugleformede fosteragtige hinde.

Ud fra hvad vi ser i filmen lever Discoverys to astronauter David Bowman og Frank Poole tydeligvis en meget triviel og rutinepræget hverdag ombord på rumskibet. Da vi først møder dem er de allerede langt fra jorden og Poole er i færd med at løbe rundt i skibets hovedafdeling hvor der er kunstig tyngdekraft. Vi ser dem spise forberedt mad, der minder meget om en traditionel amerikansk ‘tv dinner’, mens de sidder og ser tv fra jorden. Deres tv skærme viser en udsendelse om deres rejse og indeholder et interview med de to astronauter. Senere ser vi Poole der ligger og tager kunstig sol, da hal fortæller ham at der er kommet en fødselsdagsbesked fra hans familie. I videoen synger Pooles familie for ham og ønsker ham en glædelig fødselsdag, men han viser ingen synlig følelsesmæssig reaktion på videoen. Da videohilsnen er færdig ønsker Hal ham en glædelig fødselsdag, til hvilket Poole igen uden at vise nogle følelser tørt svarer:

“Thank you Hal, bit flatter please”

Hvorefter han altså beder Hal om at sænke hans hoved lidt mens han ligger og tager sol. Da det er Daves tur til at tage vagten bruger han noget af sin tid på at tegne et af de nedfrosne besætningsmedlemmer. I Modsætning til Poole laver han noget konstruktivt i stedet for bare at ligge ned og tage sol.

Ironisk nok virker Discoverys computer Hal for det meste betydeligt mere menneskelig end de to astronauter. Han er høflig og udviser oprigtig interesse for besætningen. Det ser vi blandt andet da han spørger om han må se Bowmans tegning og siger at han er blevet bedre. Da Poole ser fødselsdagsvideoen fra sin familie ønsker Hal ham også tillykke. Hal af blevet skabt af mennesker i deres eget billede, mere præcist til at efterligne deres intelligens. Men spørgsmålet er om Hal bare er kunstig intelligens eller om han virkelig selv har følelser. Som nævnt udviser han hvert fald tegn på følelser og i scenen hvor Bowman slukker ham, siger han selv at han er bange. En anden ting der ikke umiddelbart er til at forstå er hvorfor han er i stand til, på kynisk vis, at dræbe skibets besætning. Det hænger sammen med videoen vi ser senere i filmen, da Hal er blevet slukket. Som Floyd siger, er Hal den eneste ombord, på nær de tre astronauter i dvale, som kender missionens egentlige formål. På samme tid er han tilsyneladende programmeret til at være fuldstændig ærlig overfor alle. Måske er det denne interessekonflikt der kan være katalysatoren. Når nu Hal er skabt i menneskets billede, kan hans brutale adfærd måske også tilskrives de naturlige aggressive drifter i det menneskelige sind. Drifter som de forskere der skabte ham, overførte til deres elektroniske skabning ubevidst. Hal dræber de andre fordi han selv frygter at blive deaktiveret og ser derfor ingen udvej. Dette primitive dræberinstinkt udviser Bowman også da han deaktiveret Hal. Det ses tydeligt på sveden i hans ansigt at han har svært ved det og selvom han egentligt bare drejer på nogle knapper føles det alligevel som en nådesløs henrettelse. Hal repræsenter også en forstyrrende udvikling i forholdet mellem menneskets og dets værktøj. Mennesket har med Hal lavet noget som det ikke forstår og således ikke kan kontrollere. Dette kan ses som en parallel til situationen i 1960′erne da filmen blev skrevet, hvor den kolde krig konstant lå i baggrunden og folk frygtede atombomben, et menneskeskabt våben.

Et af de mest mindeværdige billeder fra filmen, er den mystiske sorte monolit. Vi ser den tre gange i filmen. Først på jorden for tre millioner år siden, hvor den tilsyneladende påvirker abe stammen til at udvikle sig og lære at bruge værktøjer. Interessant nok bliver opfindelsen af værktøjet synonym med opfindelse af våbnet og vi er vidne til menneskehedens første mord. Gennem vold bliver mennesket herre over jorden. Næste gang vi møder en er på månen hvor den er blevet gravet frem af menneskeheden som netop er begyndt at tage sine første babyskridt i rummet. Her forårsager eller markerer den det næste store vendepunkt for mennesket, den retter deres blik længere ud i rummet. Ligesom den første monolit fik abemenneskerne til at udvikle sig lader denne til at præge menneskeheden i en helt ny retning. Den tredje monolit møder Dave Bowman svævende mellem Jupiters måner efter at han har deaktiveret Hal, filmens sidste mord. Monolitten fører Bowman gennem hvad der i bogen beskrives som en ’star gate’ [5]og fører ham til et hotelværelse hvor han bliver gammel og genfødes. Det afsløres aldrig i filmen om monolitten direkte starter menneskets evolution, eller om den indirekte inspirerer den. Den repræsenterer noget der er menneskeheden overlegent og på den måde stiller filmen spørgsmålstegn til hvorvidt mennesket virkeligt er så perfekt og langt fremme som det tror.

Det legendariske klip fra menneskeabens knogle der i triumf kastes op i luften, til det avancerede rumskib der, tre millioner år senere, roligt svæver over jorden, er nøglen til at forstå filmen. Selvom filmen foretager et så gigantisk spring frem i tiden på et øjeblik, er vi stadig midt i filmens første kapitel: ‘The Dawn Of Man’ Tre millioner år anes altså ikke som mere end et øjeblik i den større kontekst. For selvom vi har udviklet os befinder vi os altså stadig i vores spæde begyndelse, som vi ser under Dr. Floyds rejse til månen. Selvom turen tydeligvis er blevet pakket ind i faste rutiner som en hvilken som helst normal flyvetur fremgår det tydeligt at mennesket er nyt i disse vægtløse omgivelser. Vi ser hvordan rumfærgens kabinepersonale må lære at gå igen ved hjælp af specielle velcro-sko. Måltiderne serveres gennem sugerør og de forskellige smagsvarianter er tydeligt markeret med store venlige billeder, som mest af alt leder tankerne hen på babymad. De er endda nødt til at lære hvordan de skal bruge toilettet, gennem detaljerede anvisninger. I anden del af første kapitel har menneskeheden altså først lige forladt sin vugge; Jorden og er kun langsomt ved at lære hvordan den skal klare sig i dette nye miljø.

Måden hvorpå den fantastiske opdagelse af intelligent liv i rummet holdes hemmelig for resten af befolkningen viser hvordan vi har svært ved at vende sig fra vores nuværende jordcentrerede verdensbillede. Dr. Floyd og hans kollegaer tør ikke med det samme afsløre opdagelsen, da de vurderer at det er nødvendigt at beskytte befolkningen for kulturchok. Det er hovedpointen i filmen, at vise hvor lidt mennesket fylder i universet og gøre op med og selvom man læser den på andre måder, synes jeg ikke at dette aspekt kan skubbes i baggrunden. Et andet gennemgående tema i filmen, er som nævnt forholdet mellem mennesket og dets værktøj. Vi ser det første værktøj blive fundet, en knogle som bruges som våben. I filmen er opdagelsen af værktøj altså synonym med opfindelsen af våbnet og vold en del af menneskets natur. Dette tema går som tidligere nævnt igen med hal; et værktøj som mennesket ikke kan kontrollere. Filmens fremstilling af mennesket er faktisk overraskende negativ hvis man begynder at undersøge det. Som nævnt ser vi Bowman og Poole som de følelseskolde astronauter ved menneskehedens yderste front. Vi ser også Dr. Floyd som udviser meget høflig opførsel, men som bliver inde for disse formelle rammer da han taler med sin egen lille datter over telefonen. Gennem Hal ser vi som nævnt også eksempler på et negativt menneskesyn. Hans ekstreme intelligens kombineret med et menneskes ustabile sind bliver ganske enkelt katastrofalt for besætningen. Jeg synes derfor at Kubricks ‘2001: A Space Odyssey’, på sin vis prøver at vise at vi trods alt vi har opnået, stadig kun er mennesker.

Karakteristik af filmsproget

Jeg har valgt at kigge på filmsproget fra scenen hvor Dave Bowman er ankommet til det mystiske hotelværelse efter den syrede ’star gate’ sekvens. Denne sekvens er specielt interessant fordi det uden tvivl er den mest abstrakte scene i filmen og fordi den fremstilles markant anderledes i bogen. Jeg synes også at filmsproget i denne scene repræsenterer resten af filmen og derfor er det også relevant. I den sidste del af ’star gate’ sekvensen flyver kameraet hen over en række forskellige landskaber, som tydeligvis er farvebehandlet til at minde mere om fremmede verdener end om noget på jorden. Musikken er den samme som i filmens ouverture, et mystisk og skævt stykke ved navn Atmosphéres af György Ligeti. Musikken indeholder ikke nogen egentligt melodi, men består nærmere af en svingende vibrerende lyd som af og til ledsages af et par skæve toner. Dette stykke understreger mystikken af disse forunderlige billeder og følelsen af at være meget langt væk. Efter en række af disse landskaber klippes der til et ekstrem close up af Bowmans øje, som har været brugt til at adskille de forskellige afsnit af den syrede sekvens. Som med landskaberne vises i alle regnbuens farver. Hver gang øjet blinker skifter farverne for til sidst at skifte til helt almindelige. Herfra klippes der så til Bowmans synsvinkel, hvor vi kan se rumkapslens indre og mest interessant et underligt lyst hotelværelse udenfor vinduet. Rummets stil minder om noget fra 17-1800 tallet, med høje lofter, fine møbler, kommoder og vægge. En ting skiller sig dog ud; nemlig gulvet som er plasticagtigt og helt hvidt, det ligner mest noget fra en endnu ældre science fiction film og står i skarp kontrast til resten af lokalet. En anden skrap kontrast er kontrasten mellem rumkapslens højteknologiske indre og lokalet. Næste klip er et close up af det øverste af Bowmans hoved, set gennem hans hjelm. Hans øjne er vendt op af og hans hoved vibrerer foruroligende. Der klippes til et total billede af rummet hvor vi ser rumkapslen der er placeret i det ene hjørne. I lydbilledet høres nogle metalliske lyde, som passer godt til motivet af den malplacerede rumkapsel og vi ser kapslen og rummet fra nogle forskellige vinkler hvoraf den ene er filmet med en utrolig bred linse der gør at vi får et indtryk af rummet. Et åndedræt tilføjes til de metalliske lyde og der klippes tilbage til close up billedet af Bowmans hoved. Herefter ser vi igen fra Bowmans vinkel ud af rumkapslen, hvor han nu selv står ude i værelset iført sin røde rumdragt. Der klippes til et mellembillede af ham og herefter et close up af hans ansigt hvor vi kan se tydelige rynker, gråt hår og vidt åbne øjne. Herefter ser vi i en række forskellige klip Bowman undersøge det tilstødende badeværelse, som ligeledes har et højt loft og 17-1800-tals stil. Han får øje på sig selv i spejlet og kigger rundt på sit eget ansigt. Herefter kigger han tilbage ud af rummet hvor han ser sig selv som endnu ældre, der sidder og spiser ved et bord. Der klippes frem og tilbage mellem Bowman og den gamle version af ham selv, men da sidstnævnte vender sig om og går ind og undersøger badeværelset er der ikke nogen. Sådan fortsætter sekvensen indtil Bowman til sidst ligger døende i sengen. I et mellembillede af ham rækker han hånden ud mod højre side af billedet, der klippes til et totalbillede af rummet og vi ser at han rækker hånden ud efter endnu en sort monolit. Monoliten ses i et klip direkte forfra i et næsten fuldstændigt symmetrisk billede af værelsets ene væg og da der klippes tilbage til sengen er den gamle Bowman væk og i stedet erstattet af et lille foster der svæver i en kugle i fodenden. ‘Also sprach Zarathustra’ temaet begynder igen og vi ser et close up af barnet hvis ansigt stadig minder lidt om Bowmans, men med et barns træk og unaturligt store øjne. Da de første toner af ‘Zarathustra’ begynder flytter kameraet fra et halvtotal af rummet ind mod den sorte monolit og der klippes til jordens måne, på akkurat samme tidspunkt som musikken laver endnu et dramatisk udfald. Kameraet panorer ned over jorden i højre side og vi aner et skær fra venstre. Det bliver stærkere og vi ser at der er barnet der glider ind i billedet. Der klippes til et close up af det forfra netop som musikken når et højdepunkt, dette er filmens sidste billede og da musikken toner ud følger billedet med.

Denne sekvens viser hvor eksperimenterende og unikt filmsproget i ‘2001′ er. Måden Bowman aldres på kan på grund af den specielle fremstilling tolkes på mange måder. Det kan forstås i en bogstavelig forstand, at han virkelig ser sig selv blive ældre, det kan også være en måde at vise en forøget ældningsproces, forårsaget af den mystiske fremmede civilisation som står bag monoliterne, en kombination af de ting eller hvad man ellers selv lægger i det. Denne åbenhed er i høj grad karakteristisk for filmsproget i ‘2001: A Space Odyssey’ og afspejler sig også i de stærke symboler som medvirker i filmen. Først og fremmest har vi monolitten, som markerer de store skridt i menneskehedens historie og som måske eller måske ikke selv påvirker den og vi har barnet, i bogen kaldet et ’star child’, som symboliserer næste skridt i menneskets udvikling, men også kan være noget helt andet afhængigt af hvordan man vælger at se filmen. En anden ting i sekvensen som er typisk for filmen er scenens tempo og her ses det tydeligt at Kubrick har haft frie hænder med filmen. Det langsomme tempo er med til at forstærke følelsen af at være fortabt i det her abstrakte sted og giver publikum tid til at reflektere over filmen mens de ser den, dette er gældende for langt det meste a filmen, som i scenen med Pooles første rum vandring udenfor Discovery. Scenen er over tre minutter lang og det eneste vi hører er hans åndedræt, som nærmest virker hypnotiserende. Her er det oplagt for publikum at sidde og tænke over verdensrummets uendelige størrelse. Hele den to timer og tyve minutter lange film indeholder kun ca. femogfyrre minutter med dialog. Æstetik er også en stor del af filmen og det ses tydeligt i sekvensen og hvordan det luksuriøse værelse er bygget op, med direkte inddrag fra 17-1800 arkitektur og møblement. Også i Dr. Floyds rejse til månen ser vi hvordan det æstetiske er i fokus. Rumskibene er moderne og smukke og igen ombord på rumstationen hvor Floyd kort render ind i sine russiske kolleger ser vi hvor poleret og stilet det hele er, med de røde stole og det stationens hvide interiør (et farvevalg som desuden også går igen i Kubricks andre film: Ondskabens Hotel og A Clockwork Orange). Æstetikken i denne sekvens med rejsen til månen afspejles også i musikken, hvor Kubrick har valgt at bruge Johann Strauss’ vals ‘An der Schönen Blauen Donau’. Dette utraditionelle valg a klassisk musik til en moderne science fiction film er genialt, det giver en fornemmelse af ro til den ellers umiddelbart komplicerede rejse til månen og viser således hvordan det er blevet en rutinesag. Interessant nok viser denne sekvens også hvor universel Strauss’ klassiske musik er, bogstaveligt talt. I den mystiske hotelværelse sekvens er det også tydeligt hvor stor en rolle musikken spiller i filmen. Stykket i slutningen af ’star gate’ delen er som nævnt det samme som det der bruges i filmens indledning, hvor det fylder hele to minutter og femogfyrre sekunder. Dette er med til at understrege for publikum at det de skal se er fuldstændig ulig nogen anden film. Filmens hovedtema ‘Also sprach Zarathustra’ af Richard Strauss er også med i sekvensen og er med til at understrege det storslåede de steder hvor den er placeret. I samtlige sekvenser med dette tema er billederne tydeligvis klippet efter musikken og det virker perfekt. Første gang hvor månen, jorden og solen står på linje og glider langs hinanden mens stortrommen buldrer løs og strygerne leder op til musikkens første højdepunkt hvor en tekst viser os at dette er en film af selveste Stanley Kubrick og videre hen til musikkens egentlige klimaks hvor filmens titel toner frem og musikken understreger at filmen, er intet mindre end et storslået mesterværk. Temaet bruges igen i scenen hvor den første menneskeabe lærer at bruge et værktøj, her er filmen ligeledes klippet til musikken og kulminerer da vi ser en montage af knogler der bliver knust og dyr der nedlægges.

Man kan undre sig over hvorfor Kubrick har valgt at dette led i rum-odyseén mål så abstrakt som han gør. Publikums forventninger om svar bliver ikke indfriet, vi finder aldrig ud af hvem den fremmede civilisation er og hvorfor de kun viser sig i kraft af de mystiske monolitter. Hvorfor bryde filmens hidtil fuldkommen videnskabelige realistiske skildring? Det er her civilisationskritikken igen træder ind i billedet. For svaret er nemlig som jeg tolker det; at vores hjerner ikke er klare til at forstå verdensrummets store mysterier, vi er stadig i virkeligheden blot en flok aggressive og nysgerrige aber, men det ændrer sig muligvis da vi er vidne til David Bowmans storslåede genfødsel og menneskehedens videre udvikling.

Romanen og filmen

Romanudgaven af ‘2001: A Space Odyssey’ følger samme plot som filmen, men der er alligevel nogle væsentlige forskelle mellem de to versioner. Blandt andet fremstilles det mystiske hotel værelse nævnt herover, markant anderledes i bogen. Denne episode udspiller sig i kapitlet ‘reception’, der er altså tale om en modtagelse. Da Bowman dukker op i rummet holder han ligesom filmen i sin rumkapsel, men da han har først meget svært ved at tro på rummet er ægte:

“For many minutes, Bowman did not move from his seat. He half expected the vision around him to go away, but it remained as solid as anything he had ever seen his entire life”[6].

Værelset viser sig dog at være solidt og efter lidt udforskning falder brikkerne på plads og Bowman erfarer at værelset er konstrueret til ham, ud fra tv optagelser som de fremmede har modtaget fra jorden.

“So – it was all a fake, though a fantastically careful one, And it was clearly not intended to decieve but rather – he hoped – to reassure.” [7]

Efter lidt mere udforskning af værelset ligger Bowman sig udmattet til at sove på sengen, hvorefter det i de næste kapitaler beskrives konkret hvordan han fysisk omdannes til et kropløst energivæsen. Denne konkrete fremstilling af begivenhederne er konsekvent gennem stort set hele romanen, hvor vi i modsætning til filmen direkte får forklaret at den første monolit, som i øvrigt er af krystal i romanudgaven, direkte påvirker aberne og omprogrammerer deres hjerner, med henblik på at fremskynde evolution. Der er sandsynligvis flere grunde til at disse eksplicitte forklaringer ikke er med i filmudgaven af ‘2001′. Først og fremmest må man gå ud fra at det, på trods af filmens revolutionerende special effects, ikke har været let dengang at skulle forklare nogle af disse begivenheder tilfredsstillende. Det er i bogform ikke noget problem, da romanen anvender en alt vidende fortæller. En fortæller kunne sådan set også have været med i filmen, men tilstedeværelsen af en fortællerstemme ville uden tvivl skabe afstand til begivenhederne filmen og den utrolige realisme som er ellers er bygget op i filmen. Det er nok heller ikke tilfældigt at der ikke er gjort noget forsøg på at forklare mange af begivenhederne i filmen. Det har uden tvivl været Kubricks intention, som tidligere nævnt, at skabe et åbent værk der kan tolkes på adskillige måder.

I romanen hører vi også ganske kort om situationen på jorden i år 1999. Inden Dr. Floyd tager af sted til månen beskriver de planetens forholds således:

“Though Birth control was cheap, reliable and endorsed by all the main religions, it had come too late; the population of the world was now six billion – a third of them in the Chinese Empire. Laws had been passed in some authoritarian societies limiting families to two children, but their enforcement had proven impracticable. As a result, food was a shortage in every country; even the United States had meatless days…With the need for international co-operation more urgent than ever, there were still as many frontiers as in any earlier age…along symbolic lines visible only to politicians, the thirty-eight nuclear powers watched each other with belligerent anxiety… although there had been – miraculously – no use of atomic weapons, this situation could hardly last forever… Every time Floyd took of from Earth he wondered if it would still be there when the time came to return”[8]

Som det fremgår af citatet er situationen på jorden alvorlig og tilstandene kan vel nærmest betegnes som dystopiske, det er hvert fald den vej det lader til at gå. Da “the star-child” i slutningen af romanen svæver i verdensrummet ved jorden forhindrer den en atomsprængning og redder således tilsyneladende planeten. Dette viser tydeligt romanens pointe: At vi kun kan opnå fred ved at fokusere på vigtige ting i stedet for at kæmpe ubetydelige kampe med hinanden.[9] Det er interessant at Kubrick i sin filmudgave ikke valgte at tage dette element med, men skyldes sandsynligvis at han allerede havde beskæftiget sig med det i sin forrige film Dr. Strangelove[10] og at han derfor ikke behøvede kommentere det i sin film. En anden stor forskel mellem film og romanudgaven af ‘2001′ er fremstillingen af Dave Bowman og Frank Poole, astronauterne ombord på Discovery. I filmen fremstilles de hovedsageligt som mekaniske og følelseskolde. Deres rutine er stadig fuldstændig planlagt[11] og de følger den fast, men der er ingen eksempler på den bemærkelsesfærdige kolde adfærd som specielt Poole udviser i filmen. Menneskesynet er altså betydeligt mere positivt og empatisk i Clarkes roman end i Kubricks film og det ses specielt tydeligt de mange kapitler hvor Bowman er alene ombord på skibet efter alle de andre besætningsmedlemmer er døde. Hvor vi hører om hvordan hans fascination og forventninger til at komme i kontakt med en fremmed civilisation holder ham kørende ovenpå den frygtelige tragedie. Jeg mener dog det bedste eksempel på Clarkes sympati med sine karakterer er i kapitlet ‘First man to Saturn’ hvor vi følger Bowmans tanker mens han ser Pooles lig forsvinde ud i rummet:

“Only one thought kept hammering in his brain. Frank Poole would be the first of all men to reach Saturn.”[12]

Han tilføjer også senere, da han sender sine andre døde kolleger af sted på samme færd at han følte en hvis stolthed for Poole som stadig ville blive den første. I den store del af bogen efter ulykken kommunikerer Bowman dagligt med jorden, men i filmen er denne del helt klippet væk. I filmen klippes der fra slukningen af Hal, videre til Bowman der forlader Discovery ved Jupiter. Derfor giver filmen i denne scene en fornemmelse af ekstrem isolation og man kan virkeligt fornemme hvor langt man er fra Jorden.  En anden væsentlig ting i bogen som ikke er tilstedeværende i filmen udover titlen, er referencerne til Homers Odyssé. I bogen nævnes det at David Bowman læser Odysseen og at den af alle de bøger han har læst om rejsende, er den som tiltaler ham mest.[13] Den refereres også senere i bogen hvor Bowman efter at have deaktiveret Hal taler med mission control og de afslører missionens sande formål er at kontakte den fremmede civilisation.

“We do not know if, out on the moons of Saturn, you will meet with good or evil – or only with ruins a thousand times older than Troy”[14]

Det er næppe en tilfældighed at Clarke nævner Troja, den antikke by hvor Odysseus i den gamle fortælling drog i krig. Odysseens handlingsforløb udspiller sig, på hans problematiske rejse hjem fra krigen i Troja og da Bowman endnu ikke er nået til Saturn endnu hentydes der måske til at selve rumodysséen slet ikke er begyndt endnu, den egentlige odysse i romanen må så være Bowmans transformation og hjemrejse. Det er også en mulighed at hans efternavn bow-man er en reference til Odysseus selv, som i slutningen af Odysseen dræber adskillige mænd med sin bue.

Konklusion

Civlisationskritik er et centralt element i ‘2001: A Space Odyssey’. Det ses specielt gennem filmens pessimistiske syn på menneskeheden, som vi ser på det forskellige personer der optræder i filmen. Floyd og de andre videnskabsmænd, der kun optræder formelt selv over for egen familie og Bowman og Poole som opfører sig mekaniske og uden at vise følelser. I filmens første kapitel ser vi hvordan de første menneskeaber lærer at bruge en knogle som værktøj, en opdagelse som gør dem i stand til at få blodigt afløb for deres aggressive drifter, som vi ser da filmen fremstiller verdenshistoriens første mord. Disse aggressive drifter spejler sig så senere i den selvbevidste supercomputer Hal. Hal er skabt i menneskets billede og således udviser han en kombination af menneskeligt dræberinstinkt og elektronisk kynisme. Dette hænger også sammen med pointen som Kubrick laver ved at vise os menneskehedens begyndelse og klippe direkte til et avanceret samfund hvor mennesket er ved at vænne sig til verdensrummet, ved hjælp af det famøse match-cut. Begge disse sekvenser foregår i filmens første kapitel: ‘The Dawn of Man ‘. Kubrick siger altså at vi stadig befinder os i menneskets spæde begyndelse i forhold til universets større kontekst og vi har stadig ikke rystet vores aggressive adfærd af os. Hal repræsenterer også en foruroligende udvikling i forholdet mellem mennesket og dets værktøj. Hvor mennesket fra starten er herre over sine værktøjer, har de med Hal skabt noget som de ikke kan kontrollere. Dette kunne sagtens være en parallel de aktuelle forhold da filmen blev lavet og specifikt frygten for atomkrig. til Der ligger også civilisationskritik i selve den verden som Kubrick fremstiller i filmen. I bogen får vi at vide at jorden er på kanten af en dødbringende atomkrig, men det fremgår slet ikke i filmen og når man ser Floyds elegante rejse til månen, med den blide musik og de æstetisk smukke rumfartøjer virker denne fremtid mere som en utopi, hvor menneskeheden med stor optimisme er begyndt at begive sig ud i rummet. Denne utopiske fremstilling står også i skarp kontrast med virkelighedens daværende verdensbillede hvor rum kapløbet blot var et produkt af den kolde krig og atomkrigen lå og truede i folks bevidsthed. I filmen taler Floyd ganske kort med sine russiske kolleger som han tydeligvis er gode venner med. Den kolde krig er altså overstået i denne fremtidsvision og filmen viser på den måde at fremtiden er at arbejde sammen i stedet for at true hinanden med atomvåben. Det hele er dog ikke ren utopi i filmen da den fantastiske opdagelse af intelligent liv i rummet holdes hemmelig for resten af befolkningen. Dette viser hvordan mange har svært ved at vende sig fra en jordcentret verdensopfattelse, som for eksempel er vidt udbredt i mange religioner. Filmens centrale pointe er uden tvivl at illustrere menneskets plads i universet hvilket den gør på række forskellige måder. Først og fremmest via historien om en rejse langt ud i rummet, men også ting som filmens langsomme tempo er med til at understrege de enorme afstande og rummets ufattelige dimensioner, hvilket tydeligst ses i scenen hvor Poole skifter en del ud på skibet og må foretage en avanceret rum vandring. Denne sekvens tager adskillige minutter, hvor der ikke høres andet end Pooles åndedræt. Dette giver publikum tid til at danne sig et indtryk af hvor langt væk Discovery rent faktisk er fra jorden. I den populære gamle science fiction serie Star Trek betegnes rummet som “the final frontier”, som det sidste vi mangler at udforske, men i ‘2001: A Space Odyssey’ viser Kubrick os at vi i virkeligheden ikke har set en brøkdel endnu. Denne pointe er også central i romanudgaven, som giver et lignende indtryk dog på en lidt anden måde pga. formatet selvfølgelig. Da bøger kan anvende en alvidende fortæller uden at han virker så påtrængende, som en egentlig stemme på film, kan Clarke i romanversionen lettere forklare en masse ting. Bogen indeholder således eksplicitte forklaringer på selv de meste abstrakte dele af filmen og indeholder adskillige kapitler som ikke er med i filmen. En af de væsentlige ting der er udeladt fra filmen, er beretningen om Bowmans ensomme rejse til Saturn (Discoverys destination i romanen) efter at den øvrige besætning er død. Her hører vi om hans tanker om en masse ting og dette sammen med en mere positiv fremstilling af mennesket generet giver indtryk at et mere positivt syn på mennesket fra Clarkes side.

Litteraturliste

Film

Kubrick, Stanley 2001: A Space Odyssey, Warner Brothers, 2001

Joyce, Paul 2001: The Making of a Myth, Atlantic Celtic Films, 2001

Bøger

Clarke, Arthur C. 2001: A Space Odyssey. Orbit, 2008

Websider

Kubrick2001: The Space Odyssey Explained

http://www.kubrick2001.com/

The Language of film analysis

http://www.schuleplus.de/Englisch/films/filmanalysis-language.htm

Wikipedia – Dr. Strangelove

http://en.wikipedia.org/wiki/Dr._Strangelove

Wikipedia – 2001: A Space Odyssey

http://en.wikipedia.org/wiki/2001_(film)

---

[1] Fra dokumentarfilmen ‘2001: The Making of a Myth’

[2] Nummer 81 på den brugerbestemte webside IMDBs liste over bedste film

[3] Fremgår i forordet til romanen

[4] Sådan beskrives den i bogen, s. 207

[5] Sidetal…

[6] Side 237

[7] Side 239

[8] Side 38

[9] Side 252

[10] http://en.wikipedia.org/wiki/Dr._Strangelove

[11] Side 100

[12] Side 154

[13] Side 105

[14] Side 179