”Der preussische Ikarus”

 

 

Abstract

This paper
examines society critic literature, to find out how it influences the government
and its people. To scale the big subject into something manageable is the focus
set on GDR (The German Democratic Republic), as the very interesting about GDR
is the fact that it was an isolated country with big disagreements going on
between the leaders and their people. The paper contains a historical analysis
of a message by the GDR government, to get view on SED’s (GDR’s leading party)
way to solve problems and answer questions. To get a large view on the aspects
of GDR critic literature, will two very different poets be present during this
paper. The Sorbian author Jurij Brezan, and the German singer Wolf Biermann. The
main focus is on the analysis of the works by Jurij Brezan as they’re much
deeper than the songs by Wolf Biermann. Brezan manages to pull off his critics
and even receiving 4 awards for his books in GDR, as he writes it in between the
lines of his fantasy. Biermann is more straightforward and thereby thrown out.
Finally it’s possible that SED used Brezan as an alibi for them being open to
art and critics, as well as they wanted to tame the Sorbian people, which caused
them problems. Literature as society critic is strong and very necessary for
people to influence their government. It often gives the people the arguments
they need to express their feelings.

 

 

Indhold

 TOC \o "1-3" \h \z \u

Abstract.
PAGEREF _Toc217291395 \h 2

1.0 Indledning.
PAGEREF _Toc217291396 \h 4

2.0 DDR-statens historie.
PAGEREF _Toc217291397 \h 5

2.1 Hvorfor var der ingen opposition i DDR?.
PAGEREF _Toc217291398 \h 6

3.0 DDR kritikere.
PAGEREF _Toc217291399 \h 7

3.1 Jurij Brezan.
PAGEREF _Toc217291400 \h 7

3.1.1 Krabat – Die schwarze Mühle.
PAGEREF _Toc217291401 \h 9

3.1.2 Krabat – oder die Verwandlung der Welt.
PAGEREF _Toc217291402 \h 12

3.2 Wolf Biermann.
PAGEREF _Toc217291403 \h 13

3.2.1 Ermutigung.
PAGEREF _Toc217291404 \h 14

3.2.2 Der Preussische Ikarus.
PAGEREF _Toc217291405 \h 15

3.3 Opsamling.
PAGEREF _Toc217291406 \h 17

4.0 Litteraturens rolle i kritik af et Samfundssystem..
PAGEREF _Toc217291407 \h 18

5.0 Konklusion.
PAGEREF _Toc217291408 \h 18

Litteraturliste.
PAGEREF _Toc217291409 \h 21

 

 

 

 

1.0 Indledning

I denne opgave vil jeg arbejde med
DDR kritisk litteratur. Jeg har valgt at tage udgangspunkt i litteraturen, da
det traditionelt er et godt middel at udtrykke sine frustrationer, sin vrede,
sit håb og sin længsel igennem. Litteraturen er et af de elementer, jeg synes er
blandt de vigtigste, når det handler om at give folk håb, og få dem til at tro
på en bedre verden, selvom det hele ser sort ud. DDR (Die Deutsche Demokratische
Republik) er forholdsvist nærliggende både tidsmæssigt og geografisk. De fleste
har hørt om østtysklands noget brogede fortid som et overvågningssamfund, der
med vold og propaganda prøvede at overbevise befolkningen om at den
regeringsform, som blev ført var den rette. Det havde jeg også hørt om, hvilket
bragte mig på den tanke, at der et sted derude måtte ligge noget fantastisk
anti-DDR litteratur, skrevet af folk fra østtyskland. Min research bragte mig
forbi to vidt forskellige kritikere som fangede min interesse, den ene stille og
forsigtig, den anden voldsom og larmende. Den antiideologiske sorbiske digter
Jurij Brezan og den noget mere almen kendte sanger Wolf Biermann. Jurij Brezans
værker skulle være utroligt svært stof at komme igennem, og så er bøgerne heller
ikke udgivet på dansk, men han lød simpelthen for spændende til at jeg bare
skulle lade ham ligge. Derfor vil der igennem opgaven ligge et særligt fokus på
denne sorbiske digter, for at jeg kan nå helt til bunds med mindst en af hans
bøger. Først vil jeg dog igennem bl.a. artikler undersøge Brezan som person, og
om der er noget i hans liv der er særligt interessant. De bøger jeg i det
følgende kommer til at arbejde med er bøgerne om Krabat, hvor jeg har valgt
”Krabat: Die schwarze Mühle” som hovedværk for en dybdegående analyse, til at
finde de mere eller mindre skjulte beskeder. For at kunne give en vurdering af
Brezan som forfatter, mener jeg at jeg er nød til at have mere end en bog at
dømme ud fra, derfor vil jeg også gennemgå bogen ”Krabat oder die verwandlung
der Welt”. Wolf Biermanns sange, digte og taler er noget lettere at gå til, og
på samme vis har jeg igen valgt to værker at arbejde ud fra. Biermann selv er et
pragteksempel på hvordan DDR behandlede kritikere, så det vil være relevant både
at arbejde med ham som person og med hans værker. Efter at jeg har gennemgået de
to digtere hver for sig, vil jeg holde deres fremgangsmåder og resultater op
imod hinanden. Det vil også være interessant at finde ud af hvad det var de to
egentlig ville opnå med deres kritik og om de fik det ud af det som de hver især
ønskede. Dette vil jeg dog gøre uden at holde dem for tæt op af hinanden, da de
lader til, trods et fælles mål, at være vidt forskellige. Afslutningsvis vil jeg
ud fra det afsluttede arbejde vurdere størrelsen af den rolle litteraturen
egentlig spiller i kritikken af et samfund, hvor jeg vil perspektivere til
kritik igennem litteratur af vores eget samfund.

 

 

2.0 DDR-statens historie

DDR’s historie starter



[1]efter en endt 2. Verdenskrig, hvor man besluttede sig for,
midlertidigt at opdele Tyskland mellem de sejrende magter Sovjetunionen og de
vestlige demokratier med USA i spidsen. Med tiden opstod en stor uenighed om
Tysklands fremtid, hvilket mundede ud i at man i 1949 oprettede to selvstændige
lande, Øst og Vesttyskland. I Østtyskland, som kom til at hedde DDR, indsatte
man partiet SED med Ulbricht som første sekretær, der i samarbejde med de
resterende partier skulle lede landet. SED havde et stærkt flertal, og derfor
fik Ulbricht en meget central rolle i hvad der skulle ske med landet. Først og
fremmest skulle de have klaret landets økonomiske problemer efter Sovjetunionens
inddragelse af det de kaldte krigsskade erstatninger.  SED’s plan for at få
økonomien på rette kurs var bl.a. at al produktion skulle styres af regeringen,
og derved undgå konkurrence på markedet, altså planøkonomi. I løbet af sommeren
1953 blev det til store strejker og demonstrationer fra befolkningen. Drømmen om
en velfungerende planøkonomi kom ikke til at fungere i virkeligheden og det
resulterede i dårlige lønninger og en elendig levnedsmiddelsituation.
Utilfredsheden var så udbredt, at Sovjetunionen var nød til at skride ind med
kampvogne for at nedkæmpe oprøret, og derved sikre at Ulbricht kunne blive ved
magten i DDR. Dette førte til en jævn udvandring af DDR’s befolkning igennem
50’erne op til 1960. SED så sig nødsaget til at stoppe udvandringen med magt.
Man havde allerede afskærmet østtyskland fra Vesttyskland, men i Berlin, som
også var opdelt, bestod muligheden stadig for at komme fra øst til vest uden de
mindste problemer, men også her skulle udvandringen stoppes, først med pigtråd
og med militær. Senere byggede man den omtalte Berlinmur, som med skarp
overvågning skulle stoppe enhver form for udvandring. Det blev en ”succes” for
DDR, da alle måtte lægge deres planer om at flygte på hylden og prøve på at få
det bedste ud af at leve i DDR. Også DDR’s smuldrende økonomi blev stabiliseret,
ved bl.a. at løsne op i planøkonomien og arbejde mere med konkurrence på
markedet. I 1971 blev Ulbrichts post overtaget af Erich Honecker på baggrund af
uenigheder mellem Ulbricht og den Sovjetiske ledelse. Man begyndte at lægge et
større fokus på en national følelse i DDR, ved bl.a. at omfortolke den tyske
historie til noget der passede til den politik man førte. Ydermere opfordrede
SED forfattere og kunstnere til diskussion, hvilket igen åbnede op for en
mulighed til offentligt at kritisere de ting man havde et ønske om at ændre på.
Dette blev dog mod forventning til et problem for SED, da en stor del af
forfatterne og kunstnerne lukkede hård kritik ud mod regeringen. SED så det
derfor som en nødvendighed at slå ned på kritik, der var rettet imod dem og
regeringen, hvis man skulle bevare den orden og fremgang der herskede i landet.
Det blev hovedsageligt Ministeriet for Statssikkerheds (Stasi) opgave at holde
øje med og slå ned på kritikerne. Mange blev fængslet, udvist eller simpelthen
nød til at flygte, Wolf Biermann der intet gjorde for at skjule sin kritik endte
med i 1976 at få indrejseforbud i DDR, efter at have været på koncertturne i
Vesttyskland. Andre som forfatteren Jurij Brezan forstod sig på at indkapsle
kritikken hvorved de kunne blive overset af Stasi. Hen mod slutningen af
halvfjerdserne begyndte det igen at se skidt ud for DDR’s økonomi, og antallet
af oppositionsgrupper steg igen. DDR der med al magt stadig prøvede at holde
demonstrationerne nede, endte med at kollapse, da Sovjetunionen stiltiende gav
sit sammentygge til en åbning af DDR’s grænse mod i Østrig. Den eftergivelse og
pålagte accept af DDR som muren havde ført med sig forsvandt fuldstændigt, og et
stadigt stigende antal af befolkningen deltog i oprøret mod regeringen. Dette
førte til DDR’s sammenbrud i 1989.

2.1 Hvorfor var der ingen
opposition i DDR?

Efter denne kortere gennemgang af DDR’s historie, vil det være relevant at se på
et af de spørgsmål der tårnede sig vej op mod DDR’s ledelse under de tidlige
oprør.

I løbet af 50’erne hvor det
stadigvæk var muligt at flygte fra DDR, bekæmpede DDR befolkningens utilfredshed
med et stort antal argumenter, i blandt dem er der kilden fra 1957 ”Hvorfor er
der ingen opposition i DDR?”


[2]. Mange betvivlede om der eksisterede et demokrati i DDR,
og derfor fik de et svar fra regeringen. Denne besked blev trykt i den østtyske
avis Neues Deutschland. I beskeden fremstilles en påstand, muligvis taget fra
befolkningen, som postulat, da enhver form argumentation der må have ligget op
af det er fjernet i beskeden. Også ord som ”da” i nedenstående citat, får de
mange borgere der nævnes til at fremstå lidt usikre med deres postulat.

”Mange borgere spørger, hvorfor der
hos os ikke findes nogen opposition og mener, at der da til et rigtigt demokrati
hører en opposition.”



[3]

Til ovenstående spørgsmål bliver
der svaret, at man ikke kan have en opposition hvis ingen er uenige, hvor man jo
direkte henvender sig til logos hos den enkelte. DDR siger direkte at der ikke
eksisterer uenighed mellem klasserne i DDR, og man derfor ingen opposition har.
Hvorefter de latterliggør enhver form for uenighed med regeringen, der alligevel
måtte eksistere, ved at remse de kvaliteter op de selv mener de står for.

”En opposition i DDR kunne da kun
være vendt imod vores regerings politik. Den måtte altså vende sig imod
indførelsen af en 45-timers arbejdsuge, imod opføringen af yderligere
hundredtusinde lejligheder, imod de lave lejer, imod de stabile priser …”

De konkluderer også at enhver der
er imod DDR automatisk vil være for atom-krig og indsætning af fascister og
militarister, hvilket jo igen logisk nok er en forbrydelse, når man husker at 2.
Verdenskrig lige var forbi. Denne form for argumentation minder mest af alt om
den gamle faste vending ”En
sten kan ikke flyve.
Morlille kan ikke flyve.
Ergo er morlille en sten”, der
i dette tilfælde ville betyde at der skal mere til for at kunne konkludere noget
om folk der er imod DDR.

Intentionerne med en sådan besked
må være møntet på at få folk til at blive i DDR og acceptere, hvis ikke holde af
det. Problemet bestod, som sagt, stadig i 50’erne af den store udvandring,
derfor prøvede man at stille problemet op på denne simple måde, så enhver kunne
forstå, at de kun havde to muligheder, en god og en dum. Problemet med denne
overdrevne simplificering af den aktuelle situation var, at mange af de
veluddannede mennesker og bl.a. unge studerende sagtens kunne se igennem den og
flygtede. Og det var jo netop de veluddannede og unge mennesker man havde brug
for i DDR. Det kilden i dag kan bruges til er bl.a. at se på hvordan regeringen
har løjet overfor befolkningen, i et sidste håb om at man kunne få dem til at
blive frivilligt. Og det er jo en meget ironisk situation, at man prøver at
forklare oprørte folk, at der ingen uenighed er. Det er vel også derfor man har
taget den sidste del med, der udstiller uenighed med SED som noget grinagtig, så
man ikke fremstod alt for dum med denne besked. Et modangreb fungerer ofte som
et fabelagtigt forsvar, det holder blot ikke i længden. Og i længden, hvis
overhovedet, har disse beskeder til befolkningen heller ikke holdt, da man jo
endte med at være nød til at bygge muren.

3.0 DDR kritikere

Men der var også andre end de
velinformerede, der var dem der troede på det regeringen sagde og der var dem,
der ønskede at tro på at der kunne opstå et andet og bedre samfund. Andre var
sikkert bange for systemet og makkede derfor ret og en stor del tilpassede sig
sikkert bare af ren og skær magelighed. Der har dog helt sikkert været en stor
frustration, usikkerhed og vrede i befolkningen. Det må have været svært at
kunne tale åbent om disse følelser, da DDR-samfundet ligesom Hitlers Tyskland
var et stikkersamfund. De må have haft brug for opmuntring, håb og oplysning.
Man havde sikkert brug for at vide, at man ikke var alene med sin utilfredshed
eller sin arrigskab, så var det godt at sidde med eksempelvis en bog og kunne
drage paralleller til sit eget liv, og læse om hvordan det hele kan få en god
slutning eller synge med på en protestsang.

3.1 Jurij Brezan

[4]Den sorbiske digter Jurij Brezan var en af de største
digtere i DDR, og den mest anerkendte sorbiske digter der har været. I alt blev
det 20 værker skrevet på både et meget avanceret sorbisk og lige så avanceret
tysk, da han til egen fordel kunne et lige så godt tysk og derved undgik at
noget gik tabt i en eller anden oversættelse. I alle sine bøger lægger han stor
vægt på hvor vigtig den sorbiske herkomst er for ham. At være sorber har haft
stor betydning for hans liv, dermed også hans værker, da sorberne er forsøgt
fordrevet gang på gang. I sine unge dage var Brezan medlem af en sorbisk
modstandsgruppe, det fik ham sat i tysk fængsel i slutningen af 30’erne. Og
senere under Hitler, var Jurij Brezan nød til at holde forholdsvist lav profil,
da Hitlers plan også indebar at fordrive sorberne. Angiveligt kan man i hans
gamle selvbiografier og bøger alligevel finde en vis nazi kritik allerede langt
før det blev alvor; dem vil vi dog ikke komme omkring i denne opgave. Det endte
med at Brezan under anden verdenskrig, som næsten enhver anden tysk mand, skulle
udstationeres som soldat, hvilket førte til hans tilfangetagelse som krigsfange
af Amerikanerne.

Senere da Brezans hjemstavn
Lausitz blev indlemmet i DDR, var han ret positivt indstillet overfor det nye
kommunistiske styre, selvom han i et tilbageblik på DDR’s form for kommunisme
skriver:
”Ich sah die Buchstaben von DDR sich winden/ zur
Schlinge um unseren Hals”



[5]

Som både kan tydes som at være en
kvælende ”Schlinge”, som truende ligger som en løkke om halsen. Og så kan det
også være at DDR lægger sig om halsen på ham, og derved delvist blokerer
talerøret, så han har svært ved at sige det han gerne vil.

Sorberne lyder til at have været en folkegruppe, der ydede en del kritik og
modstand mod regimet i DDR[6],
men gennem historien havde de også lært, at det at overleve var den bedste form
for modstand. Dette var noget som Brezan havde lært af og derfor smed han ikke
åbenlyst omkring sig med kritik. Han ville lade sin litteratur gøre det på et
mindre åbenlyst plan. I en nyere artikel fra 2006 på Eurasischesmagazin står der
at han kunne finde på at trodse SED ved at begå små forseelser som ikke at bære
deres partitegn til bl.a. præmieoverrækkelser, men så gik han heller ikke
længere. Derfor har jeg i løbet af mit arbejde

af og til tvivlet på om man kan kalde Brezan for DDR kritisk. Jeg har dog senere
fundet ud af at han bl.a. i en tidligere bog direkte lader en af sine karakterer
kritisere DDR med denne sætning:

„Hassen kann man gut über die Zonengrenzen hinweg, aber eine Freundschaft
pflegen, eine Familie zusammenhalten oder
— gottbewahre! — lieben über diese verdammte Grenze hinüber und
herüber, wird mit jedem Tag schwieriger“.



[7]

Citatet er fra en gammel Vesttysk
avis og her står der endvidere noget, der kunne begrunde at Brezan rent faktisk
var DDR-kritisk. De forklarer at sorberne volder SED mange problemer, ved at
modsætte sig de fleste af SED’s forslag og deltage i ethvert oprør. Herefter
nævner de direkte, at den kendte sorbiske digter Brezan
også har sluttet sig til modstanden, ved bl.a. at
skrive det ovenstående citat. At Brezan vandt 4 præmier for sine bøger
senere hen, giver ikke mindre mening af den grund. Ud fra det jeg nu ved om
Sorberne, kan det nemlig lyde som om Stasi bevidst har givet Brezan en relativ
lang line i forsøg på at holde de oprørte Sorber i ro.

Nina Butzke[8]
har også en anden meget interessant vinkling på årsagen, til at Brezan slap for
beskyldninger om ødelæggende løgne, og hvorfor Brezan senere hen skruede ned for
den åbenlyse kritik. I SED’s parti program står der om kunst "Unabdingbare
Voraussetzung für den Sieg des Sozialismus.", altså at det er nødvendigt med
kunst for at få socialismen til at blomstre på den bedst mulige måde. Derfor
betalte SED store summer penge i støtte til forfattere, billedkunstnere og
digtere, hvor Brezan bl.a. selv var medlem af en støttet forfatterorganisation
og derfor modtog penge fra staten. Så SED har virket som et rigtigt godt
udgangspunkt for kunstnere, og derfor har de begyndelsesvist også støttet DDRs
opbygning. Selvfølgelig har der været ting man ønskede ændret, men en del mente
at man kunne melde sig ind i partiet og gøre en forskel indefra. Både Brezan[9]
og også Biermann[10],
var medlemmer af partiet til at starte med. Senere fandt de mange dog ud af at
det var svært at ændre noget som helst, hvis ikke Sovjet godtog det først. Man
var bl.a. utilfreds med den uskrevne censur regel, der gjorde at mange ikke fik
lov til at udgive deres bøger[11].

Jurij Brezans måske mest kendte og
anerkendte værker er dem om Krabat, der er en mytisk karakter fra den sorbiske
fortid, som adskillige sorbiske digtere allerede havde skrevet om. Det
interessante ved Jurij Brezans genoplivning af de gamle Krabat myter er at han
formår at forny dem, så de passer til det samfund han lever i. Den første bog om
Krabat af Brezan ”Die scharze Mühle”[12]
blev udgivet i 1968.

3.1.1 Krabat – Die schwarze
Mühle

Karakteren Krabat er som sagt en
gammel sorbisk sagnhelt, der ved hjælp af magi hjælper sorberne ud af
forskellige vanskeligheder. Det spændende som jeg nævnte ved denne karakter er
at en række forfattere i forskellige tidsperioder tager Krabat op og skriver om
ham med deres egen drejning. Krabat er endda udkommet på film, instrueret af
Marco Kreuzpainter, tidligere i år, så det er en figur der betyder meget for
sorberne.

Denne bog starter med at den unge
Krabat løber alene rundt i skoven på jagt efter mad, og i det store hele på
rejse efter en viden han har hørt der skulle ligge i en skattekiste med 7
nøglehuller. I skoven møder han en møller som giver ham mad og drikke. Mølleren
fortæller at han er i besiddelse af den skattekiste Krabat leder efter, som
indeholder 7 guldbøger med al den viden man behøver. Vigtigt for dette stykke er
at i Brezans fortælling om Krabat, er der hele tiden et lille spil mellem viden
og magi, jo mere man ved, jo flere troldkunstner er man også i stand til at
udføre. Især sætningen:

[13]"Wer weiss der kann."

går igen adskillige gange. Krabat
bliver lovet at han kan få adgang til bøgerne hvis han arbejder for mølleren i 7
år, hvilket Krabat siger ja til. Fordi mølleren kender bøgerne og hver aften
læser i dem, har han meget magt over lokalområdet og dem der arbejder i møllen.
Hvis folk ikke opfører sig pænt tryller han dem om til grise og i værste fald
æder han dem, sig selv kan han trylle om til ravn så det bliver muligt at
overvåge sine arbejdere og den omkringlevende befolkning. De år der skulle gå
før Krabat får adgang til bøgerne begynder at trække lidt ud, efter den aftalte
tid får Krabat nemlig kun lov til én enkelt bog og skal igen arbejde. Han er nu
bundet til møllen og kan ikke længere forlade den, som han i starten frit fik
valget om at arbejde der eller ej. Møllen er et sandt helvede, de bliver låst
fast og skal fungere som møllens drivkraft fra tidlig morgen til sen aften, og
når de skal sove blive de forvandlet til ravne så de hver kan sidde på deres
pind. Ligeså stille begynder Krabat med den viden han har, fra den ene bog, at
kunne gøre en forskel og starter et lille oprør med sine kollegaer i møllen.
Krabat formår ved hjælp af nogle tricks og hjælp fra de andre at flygte som en
lille fugl. Det hele foregår dog over meget lang tid, da de alle har et
begrænset antal ord de må bruge om dagen, og møllens mure tæller og optager
hvert et ord de siger. I møllerens fravær sniger Krabat sig op i hans tårn til
bøgerne. Efter nogen tid ved Krabat det meste af det som mølleren ved, og den
eneste måde han kan befri sig selv og de andre fra møllen på er ved hjælp af en
moders kraft. Derfor flyver han ud og skaffer en moder der så kommer til møllen
og befrier ham. Der er mange af den slags, mere eller mindre klassiske eventyr
træk, som umiddelbart ikke giver nogen mening, men som for karaktererne blot er
regler der skal overholdes. Derfor kan også virke forvirrende at Krabat skal
befries efter at han er stukket af, men reglen siger at han er møllerens ejendom
og må derfor vende tilbage til møllen efter en kortere flyvetur.

Herefter følger man Krabat og en
af de andre drenge fra møllens flugt fra Mølleren der selvfølgelig er rasende.
Inden Krabats store gensyn med mølleren brænder han den ene bog han fik, og får
moderen til at gå rundt i byerne og sprede asken fra guld bogen, som giver
folket styrken til i samarbejde med Krabat om at lukke møllen og besejre
mølleren så de ikke længere behøver at være undertrykte. Det hele ender nemlig i
et stort ”showdown” mellem mølleren og Krabat, hvor Krabat med sin kløgt og
befolkningens støtte formår at besejre mølleren. Og dermed mener Brezan at det
er vigtigt man oplyser folk, og giver dem den viden der skal til for at de har
noget de kan bekæmpe det de er utilfredse med. Hvis man vælger at se mølleren,
som DDR’s regering, så kunne møllen være al den produktion de råder over,
hvormed de kan undertrykke befolkningen ved selv at bestemme lønninger, priser
osv. Mølleren kan også tage form af Stasi, og ligesom dem overvåge befolkningen
medhenblik på at skabe mere kontrol. De regler der hører til møllen, som både
mølleren og arbejderne er nød til at følge kan være Sovjet, for mølleren er nød
til at lade Krabat gå da moderen kommer for at hente ham. For det var da Sovjet
brød sammen, eller i hvert fald forandres, at DDR heller ikke kunne holde til
mere og afslutningsvist måtte give efter for befolkningen. Det er dog ikke alene
Mølleren der er et billede på Stasi, for møllen der er under ham optager som
sagt alt hvad der bliver sagt, som klart også er et billede på den avancerede
teknik Ministeriet for Statssikkerhed nu engang brugte.

Karakteren har meget tilfælles med
Göthes Faust[14],
som sikkert også har inspireret Brezan en del hvad angår historien. Faust er en
videnskabsmand, der i sin stræben efter viden indgår en pagt med djævlen og
derved sælger djævlen sin sjæl.  Han bliver djævlens lærling og ender selv med
at blive magiker. Brezans Krabat bruger denne magi til dels til at drive gæk med
forskellige personer, men også til at hjælpe de nødstedte bønder.

[15]Jurij Brezan er også kendt som antiideolog og
miljøbevidst, selvom de to intet har med hinanden at gøre vil jeg give et par
eksempler på fra bogen på disse elementer. Industrien repræsenteres i form af
møllen, hvor den store kapitalist Mølleren enevældigt bestemmer hvem der
gør hvad. Han udnytter alle til det sidste, og er alt dominerende i området, og
kun fordi han vil have større indtægter. Så Brezans billede af en kapitalist er
et grådigt svin, der ikke behandler sine medmennesker godt. Heller ikke
kommunismen er Brezan helt glad for, for da mølleren er besejret ville man i
kommunistisk ånd have indtaget møllen og delt indtægterne. Arbejderne beslutter
sig dog for at lade møllen stå hen, og hver gå til sit hvor de enten starter
eller har et lille landbrug.

Normalt ville man ikke tro at en
gammeldags mølle drevet pr. håndkraft ville forurene, men i "Die schwarze Mühle"
er vandet der flyder i møllens å dræbende. Sådan kan det i hvert fald tolkes ud
fra et citat som "Der Schwarze Bach frisst alles, was lebt.".  Hvilket er et
produkt af den stadig stigende mængde af industri. Men dette er også helt klart
tvetydigt, da ”Der Schwarze Bach” også kan symbolisere Kapitalismen.

Den umiddelbare årsag til at
Brezan er sluppet igennem med denne meget systemkritiske fortælling, er hans
fangende spændende og meget eventyrlige skrivestil. Historien indeholder mange
eventyrs elementer. Der er for eksempel talreglen med tre og syv, syv guldnøgler
til syv nøglehuller i en kiste med syv guld bøger. Da moderen kommer for at tage
Krabat med sig, skal hun forlange Krabat udleveret tre gange før mølleren skal
udlevere ham.
På et tidspunkt, mens Krabat stadig knokler for mølleren skal han flyve et
ærinde for mølleren. Til det formål får han en snor hvis magi er svagere end
møllerens, men stadig stærk nok til at Krabat kan trylle sig om til forskellige
dyr. Denne blandt nogle andre er en del af det man kalder magiske rekvisitter,
som ofte dukker op i eventyr. Og så er der en hel masse regler som også kan være
meget karakteristiske for eventyr, bl.a. reglen med at det skal være en moder
der henter drengen fra møllen. Og Krabat kan ikke forlade møllen længere efter
at han har sagt ja til at arbejde der. Dette er ikke nødvendigvis kun
karakteristisk for eventyrs genren, men også perioden der først dukker op to år
efter kaldet Magisk realisme. Vi vil vende tilbage til denne tidsperiode under
Brezans ”Krabat – oder die verwandlung der Welt” der nemlig er skrevet i denne
periode. Det kan også være lidt svært at bestemme hvor historien foregår henne,
hvis ikke man har læst noget om Brezan, da skoven bare er en skov og byerne bare
er byer. Det møder man også tit i eventyr, at det kan foregå i Afrika såvel som
i Norge. Der vil selvfølgelig være ting som ikke giver mening i Afrika, at
Krabat jager kaniner som eksempel, men disse ting kan i eventyr hurtigt justeres
og så fungerer budskabet ligeså godt alle andre steder. Og det budskab jeg mener
at være kommet frem til igennem analysen må være at enhver form for ledelse der
har for meget magt, er en dårlig ledelse. Så historien kan stadig den dag i dag
være aktuel, hvilket også er karakteristisk for eventyr. Faktummet at den kan
fungere så mange steder, må også have gjort at selv de skarpeste Stasi ansatte
kunne opfatte kritikken som henvendt imod vesten eller det gamle Nazi regime, da
deres officielle selvopfattelse var at de var en befolknings nær regering og
ikke en magtsyg og styrende regering[16]. 

3.1.2
Krabat – oder die Verwandlung der Welt

[17]Jurij Brezans anden bog om Krabat blev skrevet i 1976, og
handler om hvordan genteknikeren Peter Serbin, efter at have fundet ”Livets
formel”, antager skikkelsen af Krabat. Han flyver som Krabat gennem tid og sted,
fra den Trediveårige krig til datiden og får en masse gamle myter om Krabat frem
i et nyt sprog. Hvis man er bekendt med den danske ”Erik menneskesøn” af
Lars-Henrik Olsen, hvor Erik på selvsamme vis drager rundt og oplever de samme
eventyr man kan læse om i gamle nordiskmytologiske bøger, blot i et nyt og
opdateret sprog, så kan man sammenligne de to på mange punkter.

Som en af de første benytter
Brezan sig af mange forskellige stilmidler til på en ironisk måde at debattere
genteknologien og den sig nærmende økologiske katastrofe. Samtidig viser han her
ligeledes Krabat som en Faustfigur[18],
der flyver rundt og hjælper de svage i samfundet.

Et stykke der er meget i
øjnefaldne, er et hvor Krabat/Peter Serbin hjælper en flok fattige sjæle med at
flygte fra den store Ulv. Krabat bemærker at nogen af de fattige sjæle mangler
deres tunger og andre deres øjne, og da han spørger ind til dem svarer de:

”Der Wolf riss uns
die Zungen aus und machte damit sein Lager weich.“ Og ”Der Wolf nahm meine Augen
in seine Höhle, damit sie immer nur ihn sähen, immer nur den Wolf, und dass der
Wolf die Welt sei.“[19]

Det skal lige hurtigt gøres klart
at de første nævnte ikke taler med deres munde, men med deres følelser og
sitrende hænder. I forrige bog blev mølleren kaldt ”Wolf” af befolkningen, og
det er højest sandsynligt også den samme person, bortset fra at han i denne bog
rent faktisk har skikkelsen af en Ulv. Rollen er dog den samme, han er en
magtfuld person som de fleste omkringboende er bange for og utilfreds med. Og
det de fattige sjæle uden øjne fortæller om, er manipulation og propaganda.
Dette har været en stor faktor i DDR, men regeringens største opgave var netop
som dem uden tunger siger, at lukke munden på dem der talte for meget, så SED
kunne ”das Lager weich machen” ergo føle sig bedre tilpas.
Man kan godt kalde denne bogs fortællinger for typisk for den magiske realisme[20]
der dukkede op imellem 70’erne og 80’erne, som er stærkt præget af en social
realisme[21]
krydret med fantastiske begivenheder, skrøner, drømme og ligesom i denne bog,
store spring i tid.  Allerede i forrige bog var der en del af de elementer som
udgør denne magiske realisme, men de uforklarlige begivenheder og springene i
tiden er især noget af det som ”Krabat oder die verwandlung der Welt” arbejder
med. Der er også elementet med den selvskabte logik, som jeg valgte at kalde for
eventyr regler i forrige kapitel. For man arbejder i magisk realisme med en
forholdsvist realistisk verden, hvor langt de fleste regler vi også har, gør sig
gældende, men i de fleste tilfælde er der tilføjet ekstra elementer som gøres
logiske i fortællingen. I denne bog modsat Die Schwarze Mühle, gør disse logiske
elementer sig dog kun gældende når hovedpersonen Peter Serbin tager form af
Krabat, og når han er sig selv lever han i en helt almindelig verden tilsvarende
vores.

Denne bog arbejder også med
forskellige dybe emner som genmanipulation, da Peter Serbin i den virkelige
verden arbejder med forskellige projekter der har med det at gøre. DDR kritikken
er her ikke tydelig på nogen måde, og derfor vil jeg ikke gå dybere ind i det.

3.2 Wolf Biermann

[22]En anden DDR kritiker vis navn har været noget mere
fremtonende, er Wolf Biermann. Wolf Biermann flyttede allerede tilbage i 1953
ind i DDR for at udleve sin drøm om kommunisme. Udviklingen i DDR gik dog imod
Wolf Biermanns forestillinger om hvordan sådan et samfund skulle laves, hvilket
begyndte at afspejle sig i hans musik og teater. Nogle år efter murens
opsættelse, i 1965, prøvede man at fremstille Biermann som en flittig konsument
af diverse narkotikum, og tillægge det årsagen til hans mange kunstneriske
påfund[23].
Som skulle bløde det følgende forbud mod at optræde og udgive noget som helst i
DDR lidt op, da man så ham som en trussel. Indtil han i Honeckers DDR i 1976
igen må optræde, som nogenlunde falder sammen med denne opfordring til kunstnere
og forfattere om at diskutere relevante ting, som jeg nævnte under DDR-statens
historie. Han får også lov til at køre tourné igennem vesttyskland, som flere
dog mener at det var en bevidst handling fra DDR’s side for at slippe af med
ham. Og 3 dage efter hans sidste og meget berømte koncert i Köln, mister han sit
borgerskab i DDR.

3.2.1 Ermutigung

Sangen Ermutigung er en af
Biermanns store ”hits“, som er en opmuntring til alle dem som kæmper både aktivt
og indvendigt imod styret. Hvis vi tager et kig på første vers, ser man allerede
hurtigt sangens tendens:

[24]„Du, lass dich
nicht verhärten
in dieser harten Zeit.
Die allzu hart sind brechen,
die allzu spitz sind stechen
und brechen ab sogleich.”

Her kunne de ”allzu harten und
spitzen” være de kritikere der, som Biermann selv, bruser lidt for kraftigt
frem, hvorved de bare ”brechen” og ikke gavner særligt meget. Så hellere lade
sig flyde lidt med og spare på kræfterne, og bruge dem når den rigtige lejlighed
byder sig. I 3. vers synger han at man ikke skal lade sig forskrække, da det jo
bare er hvad SED og Sovjet vil opnå, at man lægger sine våben før kampen bryder
løs. For den måde Sovjet stoppede oprørerne på i 1953, havde garanteret ikke kun
til formål at fjerne de aktive oprørere, men også at skræmme kommende oprørere.
Wolf Biermann opfordrer altså folk i denne sang til at føre et klogt oprør, men
mener Biermann at han selv gør det? Faktummet er i hvert fald at han var så
kendt i mere end bare DDR at ingen i DDR rigtig kunne røre ham uden at gøre sig
upopulære på et internationalt plan, og derfor kunne han tillade sig lidt mere.
Den resterende del af teksten er ligeså ligetil som første del. Man skal ikke
tie stille eller gemme sig, for man er nød til at pointere overfor regeringen
hvor det er galt. Uden at han bliver alt for selvmodsigende hertil sidst, mener
han at fordi man ikke kører et aggressivt oprør imod regeringen, skal man ikke
falde hen og acceptere regeringen hvis man er utilfreds. Og når det sker, kan
man se hvem der tør gøre noget(”das Grün”), og hvem der blot fortsætter i samme
spor:

”Das Grün bricht aus den Zweigen”

3.2.2 Der Preussische
Ikarus

[25]En anden meget kendt sang af Wolf Biermann er sangen
”Ballade vom Preussischen Ikarus”, som også var den sidste sang han sang inden
hans indrejse tilladelse til DDR blev fjernet. Sangen starter med den Preussiske
ørn, tysklands våbenskjold, som er udformet i gelænderet på Weidendammer Brücke.
Han fortæller også at broen ligger i forlængelse af Friedrichstrasse; gaden var
til sidst det eneste sted man endnu kunne tage toget over til Vestberlin[26].
Og så kommer vi i sangen allerede til ”Der Preussische Ikarus”, for Wolf
Biermann synger at hvis han stiller sig foran gelænderet på Weidendammer Brücke,
så står den



[27]Preussiske Ikaros der pludselig.



[28]Karakteristisk for Ikaros er jo, at han som ung i en flugt
fra sit fange skab flyver for tæt på solen, der resulterer i at han styrter ned
mod havet og dør. Så længe Wolf Biermann bare står der ved gelænderet sker der
dog ingenting, han flyver ingen veje og laver ingen vind, men til gengæld undgår
han også at styrte. Hvormed han antageligt, som jeg var inde på i forrige sang,
mener at man ikke kommer galt af sted hvis man holder sig i ro. I andet vers af
de i alt tre, synger han om et ø-land indhegnet med pigtråd, som meget ligetil
er det indemurede og fra omverden isolerede DDR. Der har dog været flere
overvejelser da jeg skulle analysere første del af dette vers:

Der Stacheldraht
wächst langsam ein
tief in die Haut, in Brust und Bein
ins Hirn, in graue Zelln

Som først og fremmest kunne være
en tanke til dem der prøvede at flygte, men hvor det endte med at slå fejl fordi
de sad fast i pigtråden. Jeg ser dog også den mulighed at Wolf Biermann af og
til har set sig selv som en pig på en pigtråd, som har gnavet sig in i SED’s
ledelses hud, bryst, ben og hjerne. For sangen blev jo skrevet kort før
Biermanns udvisning, så Biermann har 100 % sikkert været klar over hvilken
frustration og ærgrelse han forårsagede hos regeringen, han må også have ventet
en form for konsekvens som nemlig tydeliggøres i resten af sangen. Som en tredje
fortolkning, hvilken jeg tror, er den mest rigtige er en hvor det er DDR der er
pigtråden. DDR gnaver sig vej ind i kroppen, til sidst helt ind i hjernen ”graue
Zelln” på folket og styrer den. Så det fungerer som et billede på den kontrol
DDR’s ledelse forsøger at få over de enkelte.
Lige inden han kommer til slutningen, taler han ud til folket og siger at hvis
de ikke har lyst til at være her længere så må de gå, men han selv har ingen
intentioner om at forlade stedet. Her er et stykke fra sangen der viser Wolf
Biermanns beslutsomhed, og forventning om kamp med ”ørnen”.

[29]Ich
halt mich fest hier, bis mich kalt
dieser verhaßte Vogel krallt
und zerrt mich übern Rand
dann bin ich der preußische Ikarus

I dette stykke sammenligner han
regeringen med den ørn han begyndelsesvist sang om, og når den flår ham over
randen, som kunne være grænsen til vesttyskland bliver Wolf Biermann til den
Preussiske Ikaros. Og derpå går det galt:

dann flieg ich
hoch, und dann stürz ich ab
mach bißchen Wind – dann mach ich schlapp

For nu bliver det for meget for
Wolf Biermann, og han prøver at gøre folk opmærksomme på det der sker i form af
en vind. Derefter går Biermann død, der ligesom Ikaros’ død er forholdsvist
meningsløs. Så der har vi svaret på forrige sangs spørgsmål, om hvorvidt
Biermann handlede klogt; – ikke ifølge denne sang. I virkeligheden døde han på
ingen måde, da han fortsat leverede musik til DDR via hemmelige og ulovlige
veje. Hele hans forsøg på at fremstille sig selv som ligegyldig med bl.a. ”mach
bischen Wind” har slået lidt fejl, for han lavede jo ikke bare lidt vind han
skabte en hel storm, og hans udvisning var heller ikke forgæves.

Udvisningen vakte forargelse hos
mange, og Poppe der er en af Biermanns venner fra DDR tiden, siger i et
interview til



[30]Domradio at udvisningen af Biermann udløste det endelige
oprør der skulle til for at få tyskland genforenet. Om det er helt rigtig kan
være svært at sige, da der trods alt gik 13 år før murens fald, men det har helt
sikkert været en vigtig faktor. Det udløste bl.a. et protest brev[31]
fra forskellige prominente i DDR, i håb om at SED ville overveje udvisningen en
ekstra gang. De formår også at kritisere regeringens måde at håndtere kritik på,
ved at referere til Marx’ ord der ifølge den proletariske revolution dikterer at
staten vedvarende skal kunne kritisere sig selv.  Det eneste afsenderne dog fik
ud af det var husarrest, udvisning eller fængsel. Som man nok forstår skabte
SED’s måde, at håndtere kritikere og problemer på, et stort pres på dem selv fra
befolkningen.

3.3 Opsamling

På baggrund af „Die Schwarze Mühle“
og udpluk fra „Krabat oder Die Verwandlung der Welt“, kann jeg næsten ikke tro
at Jurij Brezan er gået helt uset forbi Stasi med sin systemkritik, men da hans
litteratur samtidig er så alsidig har der formentlig været argumenter nok imod
at bandlyse bøgerne. Og da hans bøger er på et langt højere kunstnerisk plan end
folk som Biermann, har han sikkert også kunne tillade sig mere i sine bøger. Man
har sikkert også kigget på de andre væsentlige problemstillinger Jurij Brezan
tager op, som miljø og onde enevældige herskere, som bl.a. den tidligere leder
Adolf Hitler. Og så har Stasi vel også set fordelene; de har kunnet bruge denne
meget kunstneriske form for kritik til at vise deres åbenhed overfor kritik. Og
derved også bruge den som alibi overfor Sorberne til at vise at de ikke bliver
forfulgt.

Fordi man har anset hans bøger for
at ligge i en hel anden liga end almindelig provokerende samfundskritik var det
ham også muligt at vinde de 4 præmier han vandt for sin litteratur. Man
argumenterede jo også for at det var bevidst ødelæggende kritikere der skulle
smides ud af DDR, og hvor dumt ville det ikke virke at smide en kunstner ud for
at skrive løgne om møllere der kan flyve. Med Biermann var det straks nemmere,
som var den voldsomt provokerende DDR kritiker, man simpelthen ikke kunne
misforstå eller overhøre. Han endte som sagt med at blive smidt ud af DDR, men
det store navn han allerede havde skabt blev blot større og stærkere at dette.

En ting de to digtere havde
tilfælles var at de begge havde en socialistisk grundindstilling, og på et eller
andet tidspunkt, hen imod slutningen må de være blevet misforstået af
befolkningen, især Biermann. En stor del af oprøret, bl.a. dem der stormede over
muren da den væltede, ville jo gerne leve som dem i vesten. Og det var jo slet
ikke det Biermann ønskede, han ville blot ændre de ting som regeringen gjorde
forkert i forhold til kommunismen. Det klar gøres jo også igennem Biermanns
sange at han vil blive i DDR, for ellers kunne man jo også have spurgt sig selv
hvorfor de begge to i første omgang overhovedet var blevet der. Så det var i
hvert fald ikke Biermanns og mange andres oprør der endte med at sejre. Det var
drømmen om Vesten, med al dens luksus og forbrug der sejrede. For det er noget
af en misforståelse, at DDR’s befolkning kun havde det dårligt og blot ønskede
at blive befriet af vesten. Man ønskede en større åbenhed, en regering, der
lyttede til folket. Parolen i oprøret lød ”Wir sind das Volk!”



[32]Mange kæmpede vel for kommunismen, blot ikke den DDR
førte.

4.0 Litteraturens rolle i
kritik af et Samfundssystem

Litteraturen kan bruges til at
opmuntre, oplyse og motivere de enkelte modtagere af den. Dem der skriver
protestlitteratur ønsker at forhindre individet i at underkaste sig dets ledere
og undertrykkere uden kommentarer og modstand. Litteraturen kan dog ikke opnå
særlig meget alene, den har brug for en vis støtte og popularitet fra
befolkningen. Også selvom kritikken tjener at oplyse folket, er folket nød til
at have det på samme måde som forfatteren, så de får følelsen af at kritikken
også fungerer som deres personlige talerør til regeringen, og ikke bare en
tilfældig kunstners. Sådan må Wolf Biermann have tænkt, for han ville umuligt
have angrebet staten på en sådan facon, hvis ikke han regnede med at have
størstedelen af befolkningen i ryggen. Og ved at støtte kunstnere man delte
holdninger med, var man allerede i gang med et oprør. Kunstneren tager skylden
på sine skuldre, og befolkningen kan få lov til at kritisere regeringen på et
mere passivt og indirekte plan. Man må dog ikke glemme at befolkningen i DDR jo
var aktivt deltagende i demonstrationer og oprør hvor mange blev skudt eller
fængslet, så det har sikkert ikke været helt efter Biermanns intentioner.

Det er dog ikke altid at kritikken
behøver at være vendt mod et kommunistisk, isoleret overvågningssamfund, men det
kan være vigtigt at se på hvordan litterærkritik virker når et samfund er så
langt ude.

I vores dagligdag her i Danmark,
er vi godt klar over de ting der forstyrrer os hos den nuværende regering, om
det så er dårlige undervisningsministre eller unødvendige besparelser på
sundhedssystemet. I de tilfælde kan det være rart at snakke med ligesindede
folk, så man kan komme af med lidt af sin frustration over det. Eksemplerne kan
virke lidt tynde da der vel næppe bliver skrevet romaner eller sange om dem, men
selv lidt udiplomatiske avisartikler kan være nok til at få os til at tænke
endnu mere på problemet og efterhånden som der er mere og mere omhandlende
problemet, begynder folk at gøre noget ved det. Så systemkritisk litteratur
arbejder logisk nok i samarbejde med befolkningen på at sætte fokus på relevante
ting i tilværelsen der ikke er i orden. Og nu jeg snakker om Danmark, er
ytringsfriheden jo en vigtig del af Danmark. Og det er jo lige netop den så vel
bevogtede ytringsfrihed der skal forhindre at vi bliver manipuleret med eller
snydt, kritikere kan bevæge sig frit og få de vigtige ting frem. Og en af
grundene til at vi værner så stærkt om ytringsfriheden kan jo være at vi kender
til skrækeksemplet i DDR, hvor oprør og kritik var forbudt.  

5.0 Konklusion

I 1961 vælger DDR’s regerende
parti SED at opføre en mur rundt om Østberlin der blokerer den sidste mulige
udvej fra DDR. Problemet var nemlig at alt for mange var utilfredse med DDR’s
måde at behandle befolkningen på, og derfor så sig nødsaget til at flygte. Da
udrejse muligheden forsvandt, døde oprøret også hen, folk prøvede at indordne
sig og få det bedste ud af det hele. Nogen ville sige heldigvis var der oprørere
der ikke ville have at folk skulle give efter.

Jeg har arbejdet med to former for
kritik, den voldsomme og larmende og den mindre personlige og meget subtile
kritik. Under sidste nævnte arbejdede jeg med den noget hårdkogte Jurij Brezan,
der gennem sit liv har været offer for forfølgelser og krigstilfangetagelse.
Igennem sin litteratur ytrer han sig på kunstnerisk vis om hvad der efter hans
næse er forkert og rigtigt. Brezans hjemstavn er blevet en del af DDR, og derfor
kan Brezan ikke undgå at kommentere på dette. Igennem de meget populære bøger om
helten Krabat, bliver DDR’s regerende magt fremstillet som en stor ond møller,
også kaldet ”Wolf”, der udnytter og undertrykker den befolkning han lokker med
løfter. Også DDR’s overvågnings samfund bliver vendt af Brezan, Møllens mure er
levende og de hører hvert et ord – den følelse befolkningen øjensynligt må have
haft da de fandt ud af at de blev overvåget. Brezan mener også at regeringen er
så interesseret i magt og kontrol, at de laver regler for landets befolkning som
skal forhindre dem i at tænke for meget og blive påvirket af statsmodsættende
tankegange. Den bedste løsning på problemet efter ham selv er at give folket
viden og oplysning at samarbejde om, for hvis de får den kan de vælte styret. 
Brezan har ingen direkte indflydelse haft på oprøret, men hans litteratur har
været med til at skabe en kreds af kritisk DDR litteratur der har hjulpet
befolkningen med at udleve det de følte for. Taktikken for Brezan var nemlig at
overleve, og derfor turde han ikke særlig tit gå ind i et direkte angreb af
staten, så Brezans person kom til at stå i Stasis lys. Og da hans forfatterskab
også var statsstøttet, har han som mange andre også holdt lidt igen for ikke at
miste det privilegium. SED har muligvis også brugt Brezan som et alibi for deres
åbenhed overfor kunst, da den umiddelbart heller ikke virker som den mest
truende form for kritik.

Ud fra den historiske analyse
gøres det også klart DDR ikke vil have noget med fascismen og Nazi tyskland at
gøre. Derfor har man heller ikke konsekvent kunnet udvise enhver der bare tydede
på at være kritiker, som Hitler gjorde det. Dertil var Brezans kritik jo
perfekt, den virkede som et godt alibi for SED for at vise at de var åbne for
kritik, men samtid var den ligeså god en historie om magi, så kritikken let
kunne overses. Dette er ikke ren fakta, men igennem min læsning og analyse er
jeg kommet frem til at det er en holdbar påstand.

En der stillede sig op som Stasis
skydeskive var som sagt digteren og sangeren Wolf Biermann med sine
provokationer. Han opfordrede dog folket til at tage oprøret med ro og snilde,
men endte selv med at gå for langt. Han vælger dog ikke at præsentere sig selv
som et forbillede for nogen, tværtimod siger han at folk skal se på ham og se
hvad man får ud af at lave larm her i DDR. Om det var planlagt eller ej, så får
udvisningen af Biermann i hvert fald slemme konsekvenser for DDR i form af flere
aktivt oprørte indbyggere. Biermanns DDR kritik, virker umiddelbart som den
stærkeste af de to forfatteres kritik. Dog henvender de to sig igennem deres
sprog, til vidt forskellige grupper og vil derfor have det svært uden hinanden.
Derfor er det særdeles vigtigt når et samfund kritiseres igennem litteratur, at
der er flere niveauer af kritik. Der skal være noget der motiverer og vækker
folk, noget der gør dem opmærksomme på at der er et problem, eller som i DDR at
problemet stadig eksisterer. Kritikken skal ikke nødvendigvis som Biermanns
opfordre folk til at handle på en bestemt måde, den kan også blot præsentere
nogle facts og så overlade resten til modtageren. Kritik igennem litteratur er
ikke noget der kun eksisterer i lande som DDR, den er overalt og opfordrer folk
til at tænke selv ved at give forskellige vinkler på ting, som man måske ikke
var stødt på uden hjælp. I Danmark er litteraturen en vigtig del i kritikken af
vores samfundssystem, der bliver sjældent gjort noget ved et problem før det har
været taget op i aviser og fjernsyn.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Litteraturliste

 BIBLIOGRAPHY \l 1031 \f 1030
Biermann war überall. (14. 11 2006). Hentede 12. december 2008 fra
Domradio.de: http://www.domradio.de/default.asp?ETyp=2&ID=5802&

Biermann, W. (1976). Ballade vom
Preussischen Ikarus. Hentede 11. December 2008 fra geocities.com:
http://www.geocities.com/Athens/Forum/9962/ikarus.html?20089

Biermann, W. (u.d.). Ermutigung.
Hentede 10. december 2008 fra lyricstime.com: http://www.lyricstime.com/wolf-biermann-ermutigung-lyrics.html

Brezan, J. (1968). Die Schwarze
Mühle. Berlin: Neues Leben.

Brezan, J. (1976). Krabat oder Die
Verwandlung der Welt. Berlin: Verlag Neues leben.

Butzke, N. (2005). Schriftsteller
und Liedermacher in der DDR. Grin.

da.wikipedia.org. (u.d.).
DDR. Hentet fra da.wikipedia.org: http://da.wikipedia.org/wiki/DDR

DDR-kunstnere til fordel for Wolf Biermann.
(17. november 1976). Hentet fra his2rie.dk: http://www.his2rie.dk/fileadmin/user_upload/Kilder_DDR/DDR_Tekst_03.doc

Gabriel, S. (12. 11 2006). Der
preußische Ikarus. Hentede 10. December 2008 fra epochtimes: http://www.epochtimes.de/articles/2006/11/12/65417.html

His2rie.dk – Tekst 7. (u.d.). Hentede 4.
December 2008 fra http://www.his2rie.dk/fileadmin/user_upload/Kilder_DDR/DDR_Tekst_7_01.doc

Holberg, L. (u.d.). MONTANUS.
Hentede 8. December 2008 fra http://www2.kb.dk/elib/lit//dan/holberg/komedier/erasmus.dkl/a2.htm

leksikon.org. (u.d.). Tyskland. Hentet fra
leksikon.org: http://www.leksikon.org/art.php?n=2944

Lexikon.meyers.de. (u.d.). Krabat. Hentet fra
Lexikon.meyers.de: http://lexikon.meyers.de/wissen/Krabat+%28Sage%29

Lütken, J. F. (2001). Litteraturens veje.
København: Gads forlag.

Muncy, E. (2004).
POSTMODERNMYTHOLOGY: ECOLOGY, CULTURAL SURVIVAL, AND SORBIAN FOLKLORE IN THE
WORKS OF JURIJ BREZAN. Hentede november
2008 fra Eastern Michigan University: https://dspace.emich.edu:8443/dspace/bitstream/1970/111/2/thes_hon_04_MuncyA_1.pdf

Oschlies, W. (u.d.). Jurij Brezan
hinterläßt eine schmerzliche Lücke. Hentede 9. december 2008 fra
www.eurasischesmagazin.de: http://www.eurasischesmagazin.de/artikel/?artikelID=20060408

Sorgen-mit-den-Sorben. (1962). Hentet fra Zeit
online: http://www.zeit.de/1962/09/Sorgen-mit-den-Sorben

Wikipedia. (u.d.). DDR-Literatur. Hentet fra
Wikipedia: http://de.wikipedia.org/wiki/DDR-Literatur

Wikipedia. (u.d.). Friedrichstraße. Hentet fra
Wikipedia: http://en.wikipedia.org/wiki/Friedrichstraße

Wikipedia. (u.d.). Goethe’s Faust. Hentet fra
Wikipedia: http://en.wikipedia.org/wiki/Goethe%27s_Faust

Wikipedia. (u.d.). Ikaros. Hentet fra
wikipedia.org: http://da.wikipedia.org/wiki/Ikaros

Wikipedia. (u.d.). Jurij Brezan. Hentet fra
Wikipedia: http://en.wikipedia.org/wiki/Jurij_Br%C4%9Bzan

Wikipedia. (u.d.). Wolf Biermann.
Hentet fra Wikipedia: http://de.wikipedia.org/wiki/Wolf_Biermann

 

Karsten Peter Kjærulf-Hoop