Archive for the ‘Siden’ Category

Så fandt jeg noget at bruge mit domæne til karstenhoop.com, et portfolio! Jeg er nu igen på tegneskolen i Viborg så den kommer sikkert hovedsageligt til at indeholde klassiske tegninger, men forhåbentlig også lidt karakterer osv.

I et desperat forsøg på at finde en lidt mere kreativ omgangskreds i Herning meldte jeg mig for knap så længe siden til et  ‘malekursus’ i FOF. At kurset viste sig at være lidt af en hyggeklub for damer på min mors(no miscredit til min mor, hun er forøvrigt dygtig til at male) alder og opefter er noget andet.

På kurset er jeg kommet fint igang med at male lidt, her er mit første stykke arbejde:

Klik for stor udgave

Jeg skal selvfølgelig huske at beklage mig over den ringe kvalitet, fordi jeg var nødt til at fotografere maleriet fremfor at scanne det. Udover at fjante rundt med maling må jeg selvfølig også skitse videre, her er nogle køer:

Klik for stor udgave

Se også tegningerne:
Skibs besætningen
Skitser fra regnskoven

Andre steder:
Skitse galleri på Dopeheads
Galleri på Tegnebordet

Idag, d. 22 august, modtog vi på Dopeheads redaktionen et forfærdeligt brev. Døm selv, ud fra nedenstående brev og vedlagt video klip, om hvor alvorligt vi skal tage det.

Brevet:
Hand over your website and your virgins and you can walk away unharmed.
Hugs your pals,
the real Dopeheads.

Karsten og jeg var til Depeche Mode i parken koncert tirsdag aften. Jeg kunne skrive en kvart bog om hvor helt og aldeles fedt det var, men jeg tror det her klip jeg fandt på youtube kan illustrere det bedre:

DET VAR SINDSYGT FEDT!

Forleden postede Karsten et billede af en artikel med en overskrift, der var helt uforståelig, hvis man læste teksten ude af kontekst. Jeg fandt et andet eksempel på dette humoristiske fænomen i vores Dope-arkiv.

Billedet stammer fra et Anders And-hæfte, hvor kvajænderne pusler med noget jagt. Det sjove består imidlertid i blot at læse taleboblen (og evt. aflæse nevøernes ansigtsudtryk) uden at kende situationens kontekst.

Resultatet af at eje et kamera, være alene hjemme og se David Lynch film hele natten sammetid med man drikker lidt for meget kaffe, imens naboen holder havefest til den lyse morgen hvor de overdøves af fuglene:

ps. nu holdt de sgu endelig op, vil til at sove… hvis kaffen tillader det.

Forleden fandt jeg mig selv i en ret mærkelig situation. Jeg havde købt, hvad jeg troed var to kulturperler og milepæle inden for dansk film. Det var det i og for sig også. Men det slog mig også, at jeg havde købt henholdsvis den bedste og den dårligste film i dansk filmhistorie. Thomas Vinterbergs Cannes-vinder Festen og, nå ja, Poul Bangs Reptilicus.

Hvor Festen er et nyskabende og tankevækkende dogme-mesterværk er Reptilicus jo ganske enkelt filmisk makværk. Filmen har tidligere været omtalt i Dopeheads-regi og derfor vil jeg ikke spilde mere tid på den. Udover at citere Gyldendals Danske Filmguide: “Kuriøst misfoster af en monsterfilm med høj underholdningsværdi og kultstatus.” Sådan. Derimod er Vinterbergs Dogme#1 af de mest indflydelsesrige danske film i nyere tid og desuden den højest rangerede danske film på diverse internationale film-hitlister.

Da en relativ underlig dag var til ende kunne jeg altså konstatere, at jeg, om ikke andet, havde fået underholdning for alle pengene.

Så sidder man her og surfer og falder over noget om Aqua-Lene. Derfor skal vi nu læse et stykke tekst om den danske nationalfølelse.

I perioden fra nu og tilbage til de tidligste tider har danskerne været utrolig glade for at ophøje og hylde alt hvad, der er typisk dansk. Faktisk kan det ikke blive dansk nok og derfor er man gået over til at fokusere på fænomenet næsten-danskere. Men hverken Scarlett Johansson eller Tordenskiold kan udtale ‘rødgrød med fløde’, og bare fordi Viggo Mortensen er nomineret til en Oscar er det ikke ensbetydende med, at den danske nation er. Så snart nogle ude i den vide verden, med efternavnet Jensen, har succes bliver de straks erklæret for danskere. Hvad er det for noget med stoltheden over disse næstendanskere?

Norge kan, i øvrigt, med rette tage æren for den halvnorske Aksel Sandemoses ‘Jantelov’, selvom denne er typisk dansk om noget.

Der tages forbehold for stavefejl og politisk ukorrekthed, da dette indlæg bl.a. blev skrevet i en halvbrannert.

Jeg faldt over dette billede og måtte bare vise det, selvom det er yderst ligegyldigt. Det taler for sig selv…

Det kan virkelig betale sig at besøge genbrugsbutikker. Man finder ofte noget brugbart og interessant for kun få håndører. Det har undertegnede forlængst erfaret og i dag fik jeg min teori bekræftet. Jeg fandt således John Steinbecks klassiske The Pearl og George Orwells satiriske Kammerat Napoleon, begge til den nette sum af én krone hver. Det må siges at være et fund, der næppe springer budgettet. Jeg har også tidligere været heldig, bl.a. med Coen-brødrenes groteske hjemstavnsskildring Fargo, som jeg engang fandt til 15,- og Hans Scherfigs Det Forsømte Forår til 5,- og sidst men ikke mindst en smart skjorte til en flad 20′er.

Hermed altså en opfordring til folk med økonomisk sans, om at gå noget mere i genbrugsbutikker, der er penge at spare!

Michael