Portræt maleri og random art rant
november 17th, 2009 | 
Author: Når det kommer til kreativt arbejde, og sikkert også alt andet, hader jeg at hænge fast i en enkelt retning da den med sikkerhed, alene, ingen vegne fører. Jeg har intet imod folk der tegner manga, dyr(selv efter fotos), selvudnævnt abstrakt kunst! osv., men jeg kan ikke fordrage folk der bider sig fast og ignorerer enhver anden form for stil eller retning. Måske fordi de har haft success med ex. en af før nævnte stilarter og relativt hurtigt får indøvet nogle skabelons agtige fremgangs metoder de let kan gentage.
Det gør sig naturligvis også gældende for alle andre stilarter, de nævnte er blot dem jeg føler størst frustration over 
Ikke at gentagelses øvelser er en dårlig ting, bare man også sørger for at prøve nye ting. Min erfaring er at hyppige spor skift kan fremme motivationen. Selvom det kan falde mig hårdt at tegne ræve der går på to ben og kæler for hinanden(furries), hvorfor jeg måske hellere ikke selv er åben nok. Jeg prøver dog hårdt at overholde denne form for konstant ændring i stil og metode og er nu gået fra at tegne tegneseriefigurer til at tegne et klassisk portræt for et par dage.
Begge portrætter er samme maleri bare i to forskellige stadier, gæt selv rækkefølgen.
Og så har Thomas, fra siden her, oprettet sin egen blog på thomasegebaek.dk hvor han bl.a. har postet nogle dumme tegninger og rapporterer fra sit nye hjem i Århus.
Posted in
Jeg vælger at springe over jeres diskussion, og bare sige at det er et virkelig flot maleri du har fået lavet dig der! Hvis du kunne komme op med nogle meget detaljerede øjne ville den være lige i øjet. Fedt at du prøver noget andet!
http://www.museumofbadart.org – der kan man finde omvendte eksempler. Du ved, idéen bag billedet var sikkert god nok, men… Udførslen fejlede bare lidt. (og: KunstUdenOmtanke.dk – Det er da et godt navn til en hjemmeside?)
Ja, kommer man til at nævne manga eller anime, så kan man godt forvente et indlæg af en god længde fra min side. Det er lidt en svaghed jeg har. Faktisk en svaghed for Japan generelt – jeg starter på Århus Universitet på Japanstudier næste år, for at det ikke skal være løgn. Ak ja, at hvad der bare startede med en fascination af tegneserier for en otte års tid, senere skulle vise sig at blive et potentielt levebrød… Det havde jeg ikke selv set komme.
Nå, men jeg har nu aldrig anset dig som én, der desideret hadede en manga. Og jeg er helt enig i, at en stor del af det der bliver kastet over til os her i vesten blot er skabt til det formål. Man skal lede kritisk, når man skal lede efter anime og manga. Alene forskellen i kvalitet mellem Dragon Ball tegneserien og tegnefilmene er et godt eksempel. Tegneserien blev skabt til det japanske marked, af en forfatter der havde en god historie (det ER en fabelagtig tegneserie, Akira Toriyama ER en fantastisk tegner) – tegnefilmene derimod blev nærmere lavet blot for at tjene penge.
Et element, som jeg synes de europæiske tegner godt kunne tage til sig, er evnen til at fordybe sig i filosofiske og religiøse spørgsmål, uden at pådutte læseren eller seeren et synspunkt. F.eks. kan det anbefales at se serien “Full Metal Alchemist”, der på den ene side har flotte actionsekvenser, men på den anden side har et meget (meget!) intelligent og gennemtænkt univers.
.. Nu gjorde jeg det vist igen. Jeg tror at jeg vil skrive et længere indlæg på min egen side om emnet hvis og når jeg engang gider dét.
Hvor tit får jeg ikke at vide nede på malekurserne, når jeg spørger nogle af de ældre deltagere: Mig:”Hvad er det du maler?”
Dame: “Karsten, det er jo abstrakt! Ligesom picasso.”
Mig: “Aha, men hvad abstraherer det så?”
Dame: “Det forstår du ikke, hvorfor vil du altid have det til at ligne noget?”
Karsten tænker:”når ja, hvorfor lærer jeg egentlig håndværket først? Siden Picasso var en dårlig maler og kunst kan være følelses og tanke løst, hvor meget lettere bliver det?”
Egentlig derfor jeg havde taget den med, hverdagens frustrationer skal ud.
Jeg er enig mht. manga, det kan være noget helt fantastisk, har også enkelte manga film selv fordi de er så så syrede og stærke at det virkelig giver noget at se.
Blandt tegnere lader det, forfejlet nok, til at folk er blevet opdelt i manga haters og manga lovers, hvor jeg tit kan fremstå som del af den første gruppering. Det er forkert, jeg mener bare at alt for mange manga fortællinger, som vi modtager her i vesten er, er forhastet spam der får smidt nogle forskellige templates eller masker på.
Men det er nok et emne der vil plage tegnebordets forum langt ind i fremtiden, så jeg må få læst lidt op på manga som stil. Vidste ex. ikke noget om det du skrev der, tak.
- Og jeg har rodet rundt i “de” og “man” i et par af sætningerne. Jaja, der er bare fordi jeg eksperimenterer med mit sprog! (hrm..)
Jeg er fulstændig enig – man skal aldrig sætte sig selv fuldstændigt i bås, ved udelukkende at fokusere på én stilart. Variation er livets kryderi, forandrig fryder, [indsæt selv et ordsprog der passer].
Findes der for øvrigt noget bedre end autodidakt abstrakt kunst? I think not.
En lidt off-beat, men ikke helt urelevant sidebemærkning:
Manga er efter min mening en fantastisk kunstart, og en forfatter-tegner (mangaka) benytter ofte 20 år på at øve sig i at tegne stilen før vedkommende får sin første manga trykt. Det er derfor at manga er så kraftfuldt et udtryk – øvelse gør mester, og perfektion kræver tid – men for pokker hvor skal man som vestlig tegner holde sig langt væk fra at forsøge at tegne i den stil (i et helt værk). Der er mange eksempler hvor det er gået helt galt… Også (og måske især) på tegnefilmsfronten. Det er vigtigt at eksperimentere lidt med sin stil, og jeg tror at det netop er dér hvor mange af de vestlige forsøg går galt i byen (eller galt på tegnebrættet). I stedet for at forsøge sig frem, og så inkorporere nogle af trækkene man kommer til at holde af, så forkaster man fuldstændigt hele sin kulturarv for at hellige sig et udtryk, som man aldrig kommer til at forstå helt. Og så fremstår det temmeligt klodset.
—
Harme out!
(Oh: And I believe “self 1.0″ came first.)